Klumme: Lydforhold i moderne kontorbyggeri – pas på støjen!
Projektering af kontorbyggerier er blevet kompleks disciplin, hvor akustiske forhold bør tages i betragtning på et tidligt stadie. Det mindsker risikoen for senere at skulle ændre på bygningens fysiske rammer.
Eksempel på illustration fra en akustisk simulering af et atrium i programmet Odeon. Jo mørkere farve en overflade har, jo mere absorberer den lyden, og dermed er med til at dæmpe støjen i lokalet. (Kilde: Alectia)
Grænsen mellem arbejde og fritid er for mange arbejdspladser blevet mere og mere udflydende de seneste år. Det kan være en af årsagerne til, at der i moderne kontorbyggerier i dag ofte er ønske om, at bygningen skal indeholde mange forskellige typer områder og lokaler. Der skal både være mulighed for at udføre sit arbejde effektivt og med et godt arbejdsmiljø. Samtidig skal det være muligt at holde fester og dyrke motion, og der er ofte et ønske om at have en stor visuel og akustisk åbenhed i bygningen. Desuden skal der være stor fleksibilitet i indretningen, så det på et senere tidspunkt er muligt at udføre en nyindretning af bygningen.
Støj er ofte den største gene
De fleksible forhold kan gøre det meget udfordrende at opnå gode lydforhold, både i områder hvor der arbejdes og holdes pause. Da støj samtidig er en af de gener, ansatte klager mest over, er det yderst vigtigt at få lydforholdene arbejdet ind i et projekt tidligt i designfasen. På den måde kan der etableres gode lydforhold overalt, hvor der færdes mennesker i bygningen.
Da akustiske forhold bl.a. er meget afhængige af valg af materialer, gør en tidlig gennemgang af de akustiske forhold også, at man tidligt i projekteringen kan bestemme behovet for f.eks. lydregulerende materialer og få dem integreret i arkitekturen. Hermed mindskes risikoen for, at der på et senere tidspunkt skal påføres supplerende materiale, der både kan gå udover økonomi, arkitektur og brugen af bygningen.
Fra starten af designfasen skal der opstilles fornuftige og realistiske krav til de akustiske forhold, herunder støj, vibrationer, lydisolation og rumakustik. Støjkilder skal kortlægges, både i form af maskiner og mennesker (kantine, samtaleområder, telefonområder mm.). Og der skal tages hensyn til placering af rum i forhold til hinanden, samt typen af adskillelser, der tænkes anvendt.
Skab optimale lydforhold
Følgende spørgsmål er vigtige at stille som bygherre eller arkitekt i forhold til at skabe optimale lydforhold i moderne kontorbyggeri:
• Hvilken type lokaler/områder ønskes i bygningen? Hvilke forskellige funktioner skal de indeholde?
• Hvor ligger de forskellige lokaler/områder i forhold til hinanden?
• Hvilke aktiviteter skal der foregå i bygningen og hvor?
• Hvor akustisk åben ønskes bygningen at være?
• Hvor ønskes der at blive anvendt glas/beton/gips og andre akustisk hårde materialer?
• Hvor er der mulighed for at etablere akustisk dæmpende materialer?
Ved at tænke ovenstående spørgsmål ind i starten af projektet, minimerer man f.eks. risikoen for at skulle forbedre lydisolationen mellem to områder. F.eks. ved at skulle fuge mellem to glas eller udskifte hele glas, og eksempelvis at skulle tilføre supplerende lydabsorption for at dæmpe de rumakustiske forhold.
Et kontorbyggeris akustiske områder
Et moderne kontorbyggeri kan have mange forskellige rum og områder med vidt forskellige formål og antal personer. Eksempelvis:
• Storrumskontorer, mødelokaler, stille-/larmerum, kantine, atrium, områder med mulighed for uformelle samtaler, reception, fitnessrum, auditorium, videokonference, biograf, etc.
For alle disse rum kan der være forskellige krav til de akustiske forhold, både hvad angår rumakustik (efterklangstid, taleforståelighed, lydudbredelse ,mm.), lydisolation og støj. Her er det vigtigt enten at få placeret støjende rum så langt væk fra rum med behov for ro, eller være sikker på at lydisolationen er tilstrækkelig til at støjen dæmpes nok mellem området og dets naboområder.
Indenfor storrumskontorets afgrænsninger kan der også forekomme forskellige arbejdssituationer, der kan give anledning til støj med deraf følgende gene i naboområder. Som eksempel kan nævnes et call-center, hvor der tales meget i telefon, der placeres i nærheden af et område, hvor der udføres koncentreret arbejde.
Støjkilder og leveregler
Da det er mennesker, der normalt udgør den største ”støjkilde” i et kontorbyggeri, er det vigtigt at udarbejde nogle leveregler, som alle brugere af bygningen har en fælles forståelse for. De ansatte skal være meget bevidste om, at høj tale med sidemanden kan forstyrre andre i lokalet. Men det er lige så vigtigt, at det accepteres, at man beder folk om at dæmpe sig eller flytte et spontant møde til et mødelokale.
Udover de fysiske rammer er definering af fælles leveregler også meget vigtige for brugernes vurdering af de akustiske forhold i f.eks. et storrumskontor. Her er det nødvendigt at inddrage brugerne på et tidligt stadie, så de er indforstået med de kommende forhold, især hvis de er vant til enmandskontorer og fremtidigt skal arbejde i storrumskontor.
Brugerne skal også være helt klar over, hvilke lokaler der kan bruges til hvad, så f.eks. stille- og mødelokaler bliver brugt efter hensigten, og møder ikke bare bliver holdt i gangområderne, fordi det er nemmest.
Ekstern støj
Udover de akustiske forhold er der i moderne kontorbyggeri naturligvis også krav til, at de andre aspekter af et godt indeklima skal overholdes. Ventilation og køling kan bl.a. betyde, at der skal etableres store køleanlæg, der kan give et vist støjbidrag til det eksterne miljø. Her er det også vigtigt at have fokus på, at støjen og evt. vibrationer ikke generer folk i selve bygningen. Men også at støjen ikke giver anledning til støjgener ved naboboliger, -erhverv og overholder gældende krav til ekstern støj.
Akustiske værktøjer – akustisk simulering
Ved projektering af de akustiske forhold i kontorbyggeri kan der forekomme komplekse geometrier og ønsker om at anvende forholdsvis mange akustisk hårde materialer, og at anvende en vis grad af åbenhed mellem f.eks. et atrium og deciderede arbejdspladser – f.eks. et storrumskontor. For at sikre gode akustiske forhold må det anbefales, at der udføres en akustisk simulering.
Ved akustiske simuleringer kan lydforholdene i et lokale eller område beregnes før bygningen bygges. Dermed kan behovet for især mængde og placering af lydabsorberende materiale bestemmes (f.eks. i form af akustisk loft, inventar, gulvtæppe eller lydabsorbenter på vægge). På den måde kan der etableres fornuftige og passende akustiske forhold afhængig af rummets formål, placering og geometri. Desuden kan det undersøges, om en vis akustisk åbenhed kan give anledning til støjgener mellem to forskellige områder.
Som et ekstra værktøj kan der desuden udføres såkaldte auraliseringer, hvor man kan høre, hvordan rummet ville lyde med forskellige mængder lydabsorberende materiale, før det bygges. Desuden kan det vurderes, hvor meget støj udbredes fra et område til et andet ved forskellige afstande.
Opnå gode akustiske forhold
Nye kontorbyggerier indeholder ofte mange forskellige områder og lokaler, der kan have mange forskellige funktioner og formål, og dermed også mange forskellige akustiske forhold. Samtidig er der ofte et ønske om at gøre bygningen så åben som muligt, og at der er indbygget en stor fleksibilitet. Det kan give store udfordringer bl.a. i forhold til at opnå gode akustiske forhold.
Ved projektering af nyt kontorbyggeri er det derfor vigtigt på et tidligt stadie at tage de akustiske forhold med i betragtning for at opnå gode akustiske forhold. Dermed mindskes risikoen for senere at skulle ændre på bygningens fysiske rammer og dermed arkitekturen.