23948sdkhjf

Strammer klimaskruen markant i udbredt certificeringsordning

Fra årsskiftet vil bæredygtighedscertificeringen DGNB sætte betydeligt højere krav til bygningers CO2-påvirkning, lyder det nu fra Green Building Council Denmark, der varetager certificeringsprocessen i Danmark.

Over de seneste 10 år har Green Building Council Denmarks medlemmer fra den danske bygge- og ejendomsbranche arbejdet på at øge byggeriets bæredygtighed gennem DGNB, og i dag certificeres omkring 20 pct. af alle store nybyggerier, og ansøgningerne til certificering stiger markant i disse år.

– Det bliver ikke let og det betyder, at det specifikke produktvalg bliver afgørende ved byggeri i konventionelle materialer. Hanne Tine Ring Hansen, faggruppechef for bæredygtighed hos Søren Jensen Rådgivende Ingeniører

Kravene i certificeringsordningen er gennem tiden blevet strammet, og nu hæves ambitionerne yderligere: Kravene til CO2-udledning i DGNB-manualen for nye bygninger og omfattende renovering hæves.

– Det er fantastisk positivt, at den LCA-beregningsmetode vi introducerede for 10 år siden og tilhørende CO2-krav fra DGNB-kriterierne nu bliver indført i bygningsreglementet fra januar 2023, udtaler Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark, i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Dette medfører helt naturligt, at vi strammer kravene i DGNB, så vi fortsat sætter barren højt, og rykker branchen endnu videre.

Livscyklusvurdering i DGNB

Det er miljøkriteriet for livscyklusvurderingen (LCA) i DGNB-manualen for nye bygninger og omfattende renoveringer, som stammes. Opdateringen ser ikke ud af meget på tekst, men den kommer til at have væsentlig betydning for, hvilke byggerier, der kan opnå DGNB certificering.

Konkret kan man først opnå point ved 10 kg CO2-eq per kvm for boliger og ved 12 CO2-eq per kvm for andre bygningstyper. Niveauet for hvad der typisk kræves ved DGNB-guld, vil i den ny manual svare til lavemissionsklassen fra bygningsreglementet. Mens der tildeles bonuspoint for projekter med meget lav klimabelastning.

Der er fremadrettet 0 point ved blot at overholde Bygningsreglementets minimumskrav, og hvis Bygningsreglementet ikke overholdes, kan bygningen ikke certificeres.

DGNB og Green Building Council Denmark

DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) er en frivillig certificeringsordning inden for byggeri med fokus på mere bæredygtigt byggeri.

DGNB bygger på FN’s definition af bæredygtighed, som rummer en social, en økonomisk og en miljømæssig dimension.

Certificeringsprocessen varetages i Danmark af non-profit-organisationen Green Building Council Denmark med mere end 650 medlemmer. 

Hovedformålet bag organisationen er at gøre Danmark globalt førende i den bæredygtige omstilling af bygninger og byer til gavn for mennesker, samfund og naturen. Dette sker især gennem bæredygtighedscertificeringen DGNB. Derudover afholder organisationen kurser og anden videndeling, og indgår i udviklingsprojekter rettet mod at gøre branchen mere bæredygtig.

Green Building Council Denmark

Det må godt gøre ondt

– De strammere CO2-krav i DGNB vil være med til at løfte ambitionsniveau og klimamål på tværs af branchen. Samtidig vil det understøtte Nreps og mange andre investorers ønske om, at Danmark skal være global leder inden for bæredygtig omstilling af byggeriet, siger bestyrelsesformand hos Green Building Council og Nrep, Mikkel Bülow-Lehnsby.

– Det giver os, og resten af den danske byggebranche, mulighed for at stå stærkere på den internationale scene til gavn for både klima og eksport. Den grønne omstilling er vores tidsalders største udfordring – og største forretningsmulighed – og det her er et af mange nødvendige skridt fremad.

Fremover betyder klimaopdateringen, at en del byggerier, som i dag certificeret, ikke vil kunne opnå den ønskede certificering.

– For langt de fleste bygningstyper vil det være muligt at opnå point for projektets CO2-udledning efter den kommende klimaopdatering af miljøkriteriet for livscyklusvurderingen, hvis der træffes strategiske valg både i forhold til bygningsgeometri, materialevalg og helt ned på produktvalg, udtaler Hanne Tine Ring Hansen, Faggruppechef for bæredygtighed hos Søren Jensen Rådgivende Ingeniører.

– Det bliver ikke let og det betyder, at det specifikke produktvalg bliver afgørende ved byggeri i konventionelle materialer. Dette skaber en efterspørgsel på de specifikke produkter, hvor producenterne har gjort en indsats for at nedbringe miljøpåvirkningen i produktionsfasen, fortsætter hun.

Flere indspark, tak

Den nye DGNB-manual er udviklet i samarbejde med repræsentanter fra et bredt udsnit af branchen, hvis samlede viden gør det muligt at rykke barren for bæredygtighed yderligere op for byggerier, påpeger Green Building Council Denmark.

Organisationen inviterer desuden til en offentlige høring, som løber indtil den 1. december 2022, hvor man kan komme med indspark og holdninger til den nye DGNB manualopdatering med de nye klimakrav.

Arbejdet slutter dog ikke med den seneste opdatering. Allerede nu gør Green Building Council Denmark klar til at genbesøge CO2-kravet i DGNB i den kommende 2024-manual, og der arbejdes både på en klimaudmærkelse og udbredelse af DGNB-certificering for bygningsdrift.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125