23948sdkhjf

Fredericia vil opfylde erhvervslivets ønsker

Fredericia kommune er i dialog med Dansk Byggeri om at gøre Fredericia til et mere attraktivt sted at drive virksomhed.
Repræsentanter for Dansk Byggeri og Fredericia Kommune mødtes den 5. september 2012 i Fredericia for at drøfte analysen, ”Kommunerne og erhvervslivet 2012”, som Dansk Byggeri offentliggjorde den 21. august i år.

Fredericia Kommune blev, på baggrund af de metodikker, som Dansk Byggeri benyttede i deres analyse, placeret på en sidsteplads som den mindst attraktive kommune at drive virksomhed i.

Læs også: Dansk Byggeri roser jyske kommuner.

- Vi skal udvikle os hele tiden, og når vi kan, opfylde de ønsker, som erhvervslivet har til os. Jeg er opmærksom på, at mange erhvervsdrivende gerne vil have dækningsafgiften afskaffet. Den kan vi af økonomiske årsager ikke fjerne fra den ene dag til den anden, men en gradvis udfasning af dækningsafgiften er faktisk med i mit budgetforslag, der netop er offentliggjort. Udfasningen må gerne ske endnu hurtigere, end det nu er lagt op til, såfremt der er økonomisk råderum til det, udtaler borgmester Thomas Banke.

Godt erhvervsklima skabes i fællesskab
Michael Kristensen, der repræsenterede Dansk Byggeri ved mødet, kunne ikke umiddelbart ændre på Fredericia Kommunes placering i foreningens analyse, men var enig med kommunen i, at et godt erhvervsklima skabes i fællesskab mellem de involverede parter – kommunen, erhvervsliv samt fag- og interesseorganisationer.

- Men jeg synes, at Fredericia Kommune skal bruge vores analyse til at blive en endnu stærkere samarbejdspartner til det erhvervsliv, som vi ved, at kommunen rigtig gerne vil samarbejde med. Især vil jeg anbefale – ud fra de bedømmelser, som vi er kommet frem til i vores analyse – at Fredericia Kommune sætter fokus på hurtig byggesagsbehandling. Det handler både om tid og penge for de erhvervsdrivende. Her skal kommunen være smidig og hurtig, konkluderer Michael Kristensen.

Begge parter er enige om, at det var et godt og konstruktivt møde, og ifølge borgmester Thomas Banke vil kommunen nu sætte ekstra fokus på sagsbehandling. Samtidig er afsat ekstra midler til dette arbejde i teknisk afdeling i budgetforslaget, som behandles de kommende måneder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078