Solceller som arkitektonisk kvalitet?
Hele 92 kreative forslag har deltaget i idékonkurrencen ”Solar Dreams”. Formålet er finde nye løsninger, der kan tilføre boligen ny arkitektonisk kvalitet.
Illustration af vinderen inden for kategorien fritstående, stationær løsning: ”Have you ever tried to trim your roof”.
Derfor har konkurrencens deltagere skullet finde nye måder at udforme og anvende solcellepaneler på, så et anlæg kan tilføre boligen ny arkitektonisk kvalitet. Og det er i høj grad lykkedes, mener adm. direktør i Bolius, Ulrik Heilmann:
- Vi har fået overraskende mange inspirerende og velgennemtænkte forslag til, hvordan solceller kan integreres i boligen på nye spændende måder eller knyttes til boligen som fritstående eller flytbare løsninger. De mange idéer overbeviser mig om, at det ikke varer længe før, at husejerne hverken behøver at føle, at de skal gå på kompromis med æstetikken eller pengepungen for at gøre deres bolig mere energieffektiv, siger han.
Nye muligheder med solceller for enhver smag
Bolius har netop udvalgt vinderne blandt 92 kreative forslag i den åbne konkurrence, der er afholdt på den åbne webbaserede innovationsplatform Innosite.
Der er kåret fem vindere – en i hver af følgende fem kategorier:
• Solceller som del af huset
• Fritstående, stationære solceller
• Fritstående og flytbare solceller
• Idé med størst markedspotentiale
• Mest overraskende og nyskabende idé
De fem præmierede forslag kvalificerer sig ved at tænke i nye – men også traditionelle æstetiske løsninger, nye teknologier, samfundsmæssige stordriftsfordele, udvidelse af uderummet, samt i billige, effektive og let anvendelige løsninger.
Et af de præmierede forslag, ”Roof Integrated PV”, gør op med de solcellepaneler, der så at sige klistres uden på huset. I stedet monteres solcellestrips i revnen mellem listerne på facade og tagbeklædning og samtidig skabes et rum imellem listerne, som kan benyttes til solvarmeanlæg. Idéen bygger på plastik solceller, som er billige og spås at blive langt mere energieffektive om nogle år end de er i dag. Løsningen er let at producere, købe og anvende.
Vinderne
Bedste integrerede løsning – solceller som en del af huset
”Roof integrated PV”, udarbejdet af Jehann Gisli Brunk, Canada.
Forslaget gør op med de solcellepaneler, der så at sige klistres uden på huset. I stedet kan solcellestrips monteres i en revne mellem lister på facader og tagbeklædning. Samtidig skabes et rum imellem listerne, som kan benyttes til solvarmeanlæg. Ideen fremhæves for sin æstetik og nye måde at integrere solceller på i byggeriet, samt for sin dobbelte løsning og for desuden at være let at producere, købe og anvende.
Læs mere om projektet her: https://www.innosite.dk/idea.php?id=642
Bedste fritstående, stationære løsning
”Have you ever tried to trim your roof”, udarbejdet af Sune Rieper, Danmark
Idéen, som består af enkelte små plader på 156 x 156 mm, tager udgangspunkt i markedets mest effektive teknologi: De monokrystallinske solceller. Tagbelægningen tager sit æstetiske afsæt i tegltaget, men adskiller sig ved at gøre sig uafhængigt af den eksisterende tagkonstruktion og ved at kunne justeres og tilpasses solen. På den måde egner ideen sig både til at sætte på det eksisterende tag såvel som på et stakit eller haveskur. Idéen fremhæves særligt for sine æstetiske kvaliteter.
Læs mere om projektet her: https://www.innosite.dk/idea.php?id=500
Bedste fritstående, flytbare løsning
”Solar Mom”, udarbejdet af System.a., Danmark
Solar Mom er en sol-, lys- og varmeskærm, som giver læ om dagen og samtidig samler solens energi til om aftenen, hvor den giver varme og lys fra sig. Skærmen fremhæves for at være en æstetisk forlængelse af terrassen og uderummet, for at kunne foldes sammen og bæres rundt på og for på en gang at forene den ny teknologi med den danske designtradition, som vi kender fra blandt andet Le Klints foldelamper.
Læs mere om projektet her: https://www.innosite.dk/idea.php?id=490
Største markedspotentiale
”Energi demokrati”, udarbejdet af Thomas Raben-Lange, Danmark/Portugal
Idéen vender det hele rundt og forslår en lovændring, som gør det muligt for private at opsætte solcellepaneler med egne elmålere på andre bygninger end deres egen. Forslagsgiveren argumenterer, at store fabrikker, lagerbygninger og shoppingcentre har bedre forudsætninger for at installere solcellepaneler end private boligejere, der har gjort noget ud af at have fået lagt flotte tegltage eller arkitektegnede boliger, der ikke har tænkt det ind fra start. Desuden foreslås det, at virksomhederne kan udleje tagflader til andre og udover lejen få en grøn merværdi ud af det. Idéen fremhæves for at se koblingen mellem en demokratisk løsning og et kommercielt potentiale i at udnytte industribygningernes store flader og samtidig værne om den arkitektoniske kvalitet.
Læs mere om projektet her: https://www.innosite.dk/idea.php?id=512
Mest overraskende og nyskabende idé
”Power Plant”, udarbejdet af Mark Warren, Danmark/England
Power Plant udfolder sig som en skov af paraplylignende skærme monteret på facaden. Skærmene fungerer som solafskærmning uden på huset, når de er slået op og samler samtidig strøm. Når solen ikke skinner, kan de folde sig sammen. Skærmene fungerer efter samme princip som, når et drivhus åbner og lukker sine vinduer. Idéen fremhæves for sit kunstneriske og kreative design, og for at indtænke censorer og ny intelligent teknologi ind på en måde, som vi vil se meget mere af i fremtiden. Læs mere om projektet her: https://www.innosite.dk/idea.php?id=590
Fakta om konkurrencen
Konkurrencen ”Solar Dreams” blev afholdt af Bolius på den åbne webbaserede innovationsplatform Innosite, hvor alle interesserede, boligejere, arkitekter, designere m.fl. kunne byde ind med idéer fra 2. maj til 22. juni 2012. Idéerne er blevet kommenteret og kvalificeret løbende gennem konkurrenceperioden af Innosites brugere og community managers.
Bolius ønskede både bud på nye integrerbare eller fritstående solcelleløsninger til den private bolig eller fritstående og flytbare løsninger. Formålet med konkurrencen har først og fremmest været at få inspiration, derfor kunne forslagene både afleveres som færdigudviklede løsninger såvel som forslag i et tidligt stadie - eller blot en idé. Den eneste begrænsning var, at ideerne skulle være baseret på eksisterende solcelleteknologier, der er til rådighed for boligejere.
Forslagene er blevet vurderet ud fra evnen til at kombinere arkitektonisk kvalitet og effektivitet inden for de nedenstående fem kategorier. Alle idéer belønnes med 750 Euro.
Forslagene til ”Solar Dreams” er blevet vurderet af en jury bestående af: Kasper Guldager Jørgensen, direktør, GXN, Tove Lading, arkitekt, Lading arkitekter + konsulenter, Preben Mejer, Co-founder, Innovation Lab, Kristine Virén, redaktionschef, Bolius og Morten K. Mathiasen, Boliusrådgiver, Bolius.
Vinderprojekterne kan ses i Dansk Arkitektur Center fra den 21. september 2012.