23948sdkhjf

Konkurrence har fundet sin vinder: Kendt arkitekt designer multi-kirke

Der er fundet en vinder af arkitektkonkurrencen på Ørestad Kirke, som efter planen skal være færdig i 2026 

Det er nu på plads, hvordan den kommende kirke i Københavner-bydelen Ørestad skal se ud. 

Henning Larsen Architects er nemlig blevet udpeget som vinder af den udbudte arkitektkonkurrence, hvor også Lundgaard & Tranberg, Reiulf Ramstad Arkitekter, Cobe og konsortiet OOPEAA:WE har deltaget. 

Konkurrencen blev udskrevet i foråret, og dommerkomitéen har i udvælgelsen lagt vægt på "arkitektfirmaets vision om at gøre kirken til et tingsted, en mødeplads under træerne på kirkepladsen". 

Det fortæller Jens Nielsen, formand for menighedsrådet, i en pressemeddelelse.

- Vi har allerede mange aktiviteter ud over de traditionelle gudstjenester, dåbshandlinger, konfirmationer og bisættelser, nemlig for eksempel rytmiske gudstjenester, koncerter, crossyoga, mindfulnessgudstjenester babysalmesang og foredrag. Og det er vigtigt for os at få en kirkebygning, der kan være ramme om det hele og samtidig har alt det, en kirke skal have af både stemning og funktionalitet, siger han og påpeger, at fokus er på, at kirken bliver en aktiv del af Ørestad. 

Bygningen skal spille sammen med både de høje og lave huse, der ligger ud til kirkepladsen, og også med naboen Royal Arena.

Ikke første kirke

Hos Henning Larsen Architects har man også forventninger til kirken som nyt mødested i Ørestad. Det fortæller partner og designdirektør Nina La Cour Sell:

- Vi er stolte og ydmyge over opgaven og glæder os til at kunne bidrage med nyt mødested i Ørestad. Vi har store forventninger til, at den nye kirke bliver et samlingspunkt for både sognet og Ørestad som helhed. Det har været vores mål at skabe et bæredygtigt hus, som er helt sit eget og bidrager til Ørestads tradition for at eksperimentere med det byggede miljø.

Det er ikke første gang, Henning Larsen Architects slår stregerne til en kirkebygning. Arkitekten har også designet Højvangen Kirke i Skanderborg og står desuden bag projekter som Operaen på Holmen i København, Moesgaard Museum ved Aarhus og Udenrigsministeriet i Riyadh. 

Byggeriet af kirken i Ørestad forventes at gå i gang i august 2024, og planen er, at kirken kan tages i brug i 2026. Indtil da - og siden 2018 - har menigheden benyttet et lejet lokale i Bjarke Ingels-byggeriet 8-tallet i Ørestad.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.338