23948sdkhjf

Ungt byggefirma fortsætter fremdrift

DN Entreprise gør klar til projektstart flere steder i landet og forventer også et godt 2012-resultat.
I disse uger indleder Kolding-virksomheden DN Entreprise (Damgaard Nielsen Entreprise) i alt tre nye byggerier forskellige steder i landet. Dermed fortsætter man den gode udvikling for virksomheden, der blev etableret i starten af 2011.

I Herfølge har DN Entreprise netop taget fat på etableringen af 14 almene familieboliger, som opføres for boligselskabet BoliGrøn. De opføres efter lavenergiklasse 2015 og denne etape 1 står klar til indflytning sidst på året.

- Derefter vil der være opstart af etape 2, som består af 37 lignende boliger samme sted, fortæller salgsdirektør Henrik S. Nielsen.

Også to andre steder i landet er entreprenøren ved at gøre klar til første spadestik. Det ene er i forbindelse med en udvidelse af Viborg Storcenter, hvor DN Entreprise skal stå for 2.200 kvadratmeter butiksudvidelse samt 15.000 kvadratmeter p-areal. Samtidig går man i gang med et projekt på Vejlevej i Kolding, hvor der skal etableres et nyt erhvervsbyggeri.

- Det er på en gammel mejerigrund, og vi skal netop til at i gang med at rive det gamle mejeri ned, forklarer salgsdirektøren.

Lovende pipeline
Tidligere på året var DN Entreprise gennem et lignende projekt i Korsør, hvor man rev en gammel skrothandel ned centralt i byen og derefter etablerede et centerbyggeri til Coop på grunden.

- Jeg er overbevist om, at vi får et godt resultat i 2012. Ud over de projekter, vi starter op nu, har vi flere meget interessante ting i pipeline, som dog endnu mangler underskrevne kontrakter. Men det ser godt ud langt ind i 2013, fastslår Henrik S. Nielsen.

Han mener, at krisen langt fra er overstået endnu. Men han hæfter sig også ved, at mange virksomheder igen har fundet ud af at agere i det nuværende marked. Der er færre store armbevægelser end tidligere, og gamle dyder som ordholdenhed og ansvarlighed er blevet meget afgørende.

- Vi er nye i branchen, og derfor har vi etableret os ud fra de givne forudsætninger i det aktuelle marked. Ting tager lang tid, men vi er tålmodige og arbejder meget målrettet med projekterne. Når man gør det, så lykkes tingene heldigvis ofte - og jeg er glad for, at vi har formået at tjene penge på vores projekter. Det har nemlig ikke været en selvfølge i hele branchen gennem de senere år, siger han.

Professionel bestyrelse
Samtidig er DN Entreprise midt i en professionalisering. Det omfatter blandt andet indsættelse af en professionel bestyrelse, der kan fungere som sparringspartner for den daglige ledelse i det strategiske udviklingsarbejde. Ny mand for bordenden i bestyrelseslokalet er den tidligere bankdirektør Finn Boel Pedersen.

- Vi har fart på, og for at sikre virksomhedens videre udvikling ønsker vi at have erfarne erhvervsfolk i baglandet, som kan stille de rigtige spørgsmål og sætte krav til ledelsen, slutter Henrik S. Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078