Entreprenør-fusion i det jyske
Engsø Vest A/S og Dan-Con a/s, der begge indgår i Engsø Gruppen, fusioner med henblik på at styrke positionen vest for Storebælt.
Fusionen sker derfor som en naturlig udvikling i at styrke organisationen og skabe overblik.
- Med en forening af vores kompetencer står vi endnu stærkere som leverandør af løsninger og entrepriseydelser inden for byggeri og anlæg. Samtidig skaber det overblik for vores kunder og samarbejdspartnere, at vi samles under en fælles enhed, siger adm. direktør Morten Reher-Langberg.
Det gode samarbejde fortsætter
Engsø Vest, der er moderselskab for Engsø Gruppens samlede aktiviteter vest for Storebælt, overtager samtlige aktiviteter, forpligtelser og rettigheder fra Dan-Con. Fusionen får dermed ingen praktisk betydning for Dan-Cons samarbejdspartnere, og kontaktpersoner og telefonnumre forbliver uændret.
- Hovedparten af vores omsætning er placeret hos lokale kunder mange steder i Jylland, og det er altafgørende, at vi bevarer de tætte relationer her. Fusionen sikrer, at vi kan levere endnu højere service og kvalitet til vore kunder – uanset geografien, forklarer Morten Reher-Langberg, der fortsætter den daglige ledelse af Engsø Vest.
Udover en styrket organisation er det Engsø Vests mål at opnå en kontrolleret vækst via et fortsat og udbygget samarbejde med kunder, rådgivere og samhandelspartnere. Det skal ifølge Morten Reher-Langberg ske ud fra en velgennemtænkt og solid strategi, hvor samarbejdsrelationer vægter tungt, og hvor ansvarlighed og tilførsel af værdi til projekter sættes i højsædet.
FAKTA
Dan-Con a/s har siden 2010 fungeret som datterselskab i Engsø Gruppen a/s, hvor de bl.a. har tilbudt ydelser inden for projektudvikling og hoved- og totalentrepriser i Jylland og på Fyn.
Engsø Vest a/s er en del af Engsø Gruppen a/s, som er moderselskab for en række entreprenør- og håndværksvirksomheder fordelt over hele landet. Koncernen har som mål at være blandt de 250 største selskaber i Danmark, målt på omsætning, inden udgangen af 2014.