23948sdkhjf

Bascon rådgiver på tre skolebyggerier

For at kunne realisere tre byggerier på samme tid har Randers Social- og Sundhedsskole allieret sig med bygherrerådgiveren Bascon.
En helt ny skole i Grenaa på 2.300 kvadratmeter, en 2.000 kvadratmeter stor tilbygning på skolen i Randers og senest en ny idrætshal i forlængelse af udvidelsen i Randers.

Det er tre store projekter som Randers Social- og Sundhedsskole har igangsat inden for ganske kort tid. Byggerierne skal sikre studerende og undervisere optimale rammer og samtidig bane vej for optimeret drift ved at samle flere lokaliteter under ét tag.

Alligevel har de tre projekter givet anledning til overvejelser hos den uerfarne bygherre.

- Som uddannelsesinstitution er byggeri naturligvis ikke vores spidskompetence. Derfor har vi da også spurgt os selv, om vi er i stand til at løfte tre store byggerier på én gang, fortæller økonomi- og administrationschef Claus Engsted fra Randers Social- og Sundhedsskole.

Stærk byggeorganisation
Et tæt samarbejde med bygherrerådgiveren Bascon har dog overbevist skolens ledelse om, at de tre projekter ikke er for stor en mundfuld. Med afsæt i udvidelsen af skolen i Randers er der skabt en stærk byggeorganisation, og siden er samarbejdet udvidet til også at omfatte den nye skole i Grenaa og halbyggeriet i Randers.

- De to seneste projekter er et resultat af den organisation, vi har stablet på benene i forbindelse med det første byggeri. Helt konkret har samarbejdet og kendskabet til hinanden betydet, at skolen kunne gribe muligheden, da den bød sig i Grenaa, hvor Norddjurs Kommune har bakket op om projektet for at fastholde og styrke uddannelsestilbuddene i lokalområdet, fortæller projektchef Jørn Porsgaard fra bygherrerådgiveren Bascon og fortsætter:

- Byggeriet af idrætshallen er kendetegnet ved en meget effektiv proces omkring grundkøb, udbud, kontrakt og igangsætning af halbyggeriet. Det har kun været muligt i kraft af vores tætte samarbejde, hvor vi udnytter vores erfaringer fra tidligere processer. Det betyder, at halbyggeriet allerede forventes at stå færdig i slutningen af året sammen med den øvrige udvidelse af skolen i Randers.

Fakta om den nye SOSU-skole i Grenaa:
• Den nye SOSU-skole i Grenaa samler Randers Social- og Sundhedsskoles Djursland-afdeling under ét tag.

• Den nye skole bliver på i alt 2.300 kvadratmeter.

• Skolen bliver en del af Grenaas eksisterende uddannelsesområde, der i forvejen rum-mer gymnasium, bibliotek, 10. klasses-center og Viden Djurs.

• Byggeriet forventes færdigt i løbet af sommeren 2013.

• Bascon er bygherrerådgiver, Myhlenberg – Søren Vangsted Vest er totalentreprenør, COWI er rådgivende ingeniør og Kjaer & Richter er arkitekt på projektet.

Fakta om udvidelsen af SOSU-skolen i Randers:
• Udvidelsen af Randers Social- og Sundhedsskole bliver på 2.000 kvadratmeter.

• Med udvidelsen samler Randers Social- og Sundhedsskole sine uddannelser i Randers under ét tag.

• Byggeriet forventes færdigt den 21. december 2012.

• Bascon er bygherrerådgiver, Casa Entreprise er totalentreprenør, Søren Jensen er rådgivende ingeniør og Kontur Arkitekter er arkitekt på projektet.

Fakta om den nye idrætshal til SOSU-skolen i Randers:
• Idrætshallen kommer til at ligge i forlængelse af den igangværende udvidelse af Randers Social- og Sundhedsskole.

• Den nye hal bliver på i alt 832 kvadratmeter.

• Ud over halfaciliteter og omklædningsrum vil hallen også indeholde fitnessrum.

• Byggeriet forventes færdigt den 21. december 2012.

• Bascon er bygherrerådgiver, C.C. Contractor er totalentreprenør, Oluf Jørgensen er rådgivende ingeniør og Birch & Svenning er arkitekt på projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083