23948sdkhjf

Stor interesse for nyskabende sygehusbyggeri

Ti af de store private aktører inden for sygehusbyggeri i Danmark samles i disse dage som optakt til byggeriet af en ny psykiatri i Vejle – et projekt til over 400 mio. kr.
I 2016 skal Danmarks første psykiatriske OPP-sygehusbyggeri efter planen stå klar til indvielse i Vejle. Hvordan det kommer til at se ud, og hvordan hele processen kan forløbe, tog deltagerne hul på at tale om i går, den 29. august, og de fortsætter i dag, den 30. august, på en række møder i København.

- Interessen for at være med i den visionære dialog om fremtidens sygehusbyggeri i et offentligt-privat partnerskab er stor. Og den bekræfter mig i, at vi i regionsrådet så rigtigt, da vi besluttede os for at undersøge, hvordan man kan bygge og drive den nye psykiatriske afdeling i Vejle i et offentligt-privat partnerskab, siger en forventningsfuld regionsrådsformand Carl Holst (V) og fortsætter:

- Vi er bevidste om det ansvar, der ligger i at være pionerer på området, og det er vigtigt, at vi får de rigtige aktører på banen.

Første i Danmark
Som det første af sin slags i Danmark, arbejder Region Syddanmark på højtryk med at undersøge, hvordan den nye psykiatriske afdeling i Vejle kan bygges i et offentligt-privat partnerskab. Og det er ledende medarbejdere og eksperter inden for sygehusbyggeri og -drift fra Region Syddanmark, der netop nu mødes i en visionær og teknisk dialog med nogle af de tungeste private aktører i branchen.

De sætter bl.a. fokus på finansiering af projektet i anlægs- og driftsfasen, aftalens løbetid og vilkår for offentligt tilbagekøb, drifts-, service og forsyningsopgaver, konkrete risici og risikodeling mellem den offentlige og den private part samt prisfastsættelse af risici.

Sparer tid og penge
Erfaringer fra blandt andet Sverige og England viser, at der er både tid og penge at spare i et offentligt-privat partnerskab – til gavn for både brugere og borgere.

- Dialogmødet er et af vores initiativer til at klæde regionsrådet bedst muligt på til at træffe beslutning om OPP-projektet i det nye år. Og til at forberede aktørerne bedst muligt på at byde ind på projektet, siger anlægschef Torben Kyed Larsen, Region Syddanmark.

Næste politiske skridt i processen er, at regionsrådet i starten af 2013 præsenteres for en model, der viser, hvordan partnerskabet mellem regionen og de private aktører kan se ud samt et grundigt gennemarbejdet udbudsmateriale.

FAKTA OM OPP-PROJEKTET
Byggeriet vil være på omkring 17.500 kvadratmeter og koste cirka 412 millioner kroner.

Når Region Syddanmark indgår kontrakt med et OPP-selskab om at bygge og drifte den nye psykiatriske afdeling i Vejle, betyder det, at der indgås aftale om projektering, finansiering, etablering og efterfølgende bygningsdrift og -vedligeholdelse af den psykiatriske afdeling i en årrække.

Med hensyn til økonomien betaler Region Syddanmark først for afdelingen, når den står færdig, og så betales der typisk et fast årligt beløb, så længe kontrakten løber.

De deltager blandt andre i teknisk dialog: MT Højgaard + Dan-Ejendomme, Pihl + Kemp & Lauritzen, DNB, ISS, NIB, Sjælsø Gruppen, KPC og Züblin.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141