23948sdkhjf

Skou Gruppen indtager Garderhøjfortet

Sammen med Rambøll og Creo Arkitekter har Skou Gruppen taget hul på en omfattende ombygning af den historiske fæstning fra 1892, der skal være nyt Experimentarium.
Garderhøjfortet i Gentofte, der er en del af Københavns Landbefæstning, blev opført i årene 1886-92 og skulle blandt andet gøre det vanskeligt for fjenden at trænge frem over Lundtoftesletten.

Nu vil fortets ejere, Garderhøjfonden, føre fæstningen tilbage til sit oprindelige udseende, efter at stedet siden landbefæstningens nedlæggelse i 1920 hovedsagelig er blevet brugt til opmagasinering af ammunition og som øvelsesplads for forsvaret.

Genopliver historien til nutidens krav
Skou Gruppen skal i samarbejde med Rambøll og Creo Arkitekter lede projektet på Garderhøjfortet, der overordnet har til formål at genskabe anlæggets historiske form. For at kunne indrette undervisningsfaciliteter og oplevelsescenter på stedet, skal der dog først skabes et godt indeklima i den gamle bygning samt etableres tekniske installationer. Og dette skal naturligvis ske med respekt for og i overensstemmelse med den originale arkitektur.

Direktør i Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann, lægger ikke skjul på, at Hørsholm-virksomheden står over for en udfordrende og omfattende opgave.

- Men vi kan heldigvis trække på vores store erfaring med at arbejde i denne type historiske bygninger, fortæller han og henviser til Skou Gruppens restaureringsarbejder i en række kirker – herunder Vor Frue Kirke, Holmens Kirke og Grundtvigs Kirke. Og senest i forbindelse med renoveringen og ombygningen af Bispebjerg Kapel til nyt center for moderne dans.

- Opgaver som disse stiller ikke bare krav til vores faglighed, men kræver også stor forsigtighed, ansvar og – ikke mindst – nytænkning. Vi brænder for de her lidt specielle opgaver, som kræver noget helt særligt af os. Og fordi vi er stolte fagfolk, så har vi altid den samme ildhu og omhu med på arbejde, om det så drejer sig om et gammelt fort, en kirke, eller om vi bygger til eller skifter vinduer hjemme hos hr. og fru Jensen, understreger Martin Skou Heidemann.

FAKTA
Under overskriften "Fra overlevelse til oplevelse" vil Realdania, Skov- og Naturstyrelsen samt Kulturarvsstyrelsen vække Københavns gamle forsvarsværk til live. Befæstningsringen skal genoplives, så den kan udnyttes rekreativt, og dens historie blive fortalt. Herunder indgår udviklingen af Garderhøjfortet som et såkaldt fyrtårnsprojekt.

Som bygherre på projektet står Naturstyrelsen Hovedstaden under rådgivning af Fogh & Følner Arkitektfirma og Eduard Troelsgård – Rådgivende Ingeniører. Når restaureringen er fuldført, vil Experimentarium byde offentligheden indenfor i det, der bliver et stort videns- og formidlingscenter for hele Københavns Landbefæstning. Det forventes at stå klar til påske næste år.

Garderhøjfortet er opført i årene 1886-1892. Fortet er en del af det anlæg, der benævnes "Københavns nyere befæstning", og indgår sammen med en række øvrige forter og batterier i den nordlige del af hovedstadens landforsvar, der strakte sig fra Utterslev Mose til Taarbæk ved Øresund. Fra Utterslev Mose til Avedøre i syd bestod befæstningen af Vestvolden, som blev anlagt som et knap 15 km langt sammenhængende voldanlæg. Fortet kunne huse op til 300 soldater og kom aldrig i krig.

Læs mere på www.befaestningen.dk og www.garderhoej.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11