23948sdkhjf

3XN bag nyt projekt i Stockholms centrum

Med ”Station Stockholm City” genfortolkes byens historiske bygninger i et nyt 28.000 m² stort projekt med station, lejligheder, hotel- og konferencecenter.
Station Stockholm City kommer til at markere indgangen til Stockholms indre bykerne og indeholder station, hotel- og konferencecenter samt lejligheder.

Hovedidéen bag designet er at skabe en bygning, der nænsomt tilpasser sig områdets eksisterende byggeri i skala og udtryk, og som genfortolker en række lokale designtraditioner.

- Stockholm er en smuk historisk by, og derfor må ny arkitektur være særdeles sensitiv overfor de traditioner og karakteristika, som kendetegner byen, forklarer 3XN’s partner og kreativ direktør Kim Herforth Nielsen om udgangspunktet for designet af Station Stockholm City.

Projektet er opdelt i fire mindre volumener, som i højde og skala hver især tilpasser sig de gader og byggerier, som de støder op til.

- Vores analyser viste, at der i Stockholm er tradition for at markere hjørner med tårne. Det er fx tilfældet ved historiske bygninger såsom Kungstårnene i Norrmalm-kvarteret, og vi har valgt at videreføre dette karakteristika i Station Stockholm City, fortæller Kim Herforth Nielsen.

Opføres i 2017
Bygningen indeholder en række funktioner af både offentlig og privat karakter, og vil dermed bidrage positivt til at skabe liv i det omkringliggende kvarter. I det nederste plan giver et indre strøg adgang til den underliggende station, hvorfra tunnelbanen og den nye citybanan afgår, ligesom der er forbindelse til Stockholms centralstation.

De øvre etager indeholder hotel, og konferencecenter og lejligheder. På tre af de fire volumen anlægges der beplantede tagterrasser med en fantastisk udsigt over Sveriges hovedstad. Den ene bliver offentligt tilgængelig og vil have en skybar. De to øvrige vil tilhøre henholdsvis hotellet og lejlighederne.

Facaden bliver udformet som et relief, som betyder, at bygningens udseende vil variere afhængig af, hvilken vinkel, man ser den fra. 3XN tilstræber at anvende kvalitetsmaterialer, som er typiske for Stockholms arkitektur.

Bygherre for projektet er det svenske Jernhusen, et ejendomsudviklingsselskab specialiseret i udvikling af jernbanearealer, herunder stationer. Station Stockholm City har et samlet areal på 28.000 m2 og forventes opført i 2017.

3XN arbejder i øjeblikket på en række projekter i Sverige, herunder et nyt domicil til Swedbank i Stockholm, et boligprojekt i Vällingby og en udvidelse af Uppsala Universitet.
Læs mere om: 3XN
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094