23948sdkhjf

Tusindvis vil have fingre i 121 millioner til boligforbedringer

Efter at have modtaget mere end 7.000 ansøgninger i seneste træk af Bygningspuljen på åbningsdagen onsdag, har Energistyrelsen igen lukket for ansøgninger.

I det korte tidsrum modtog styrelsen ansøgninger for de 121 mio. kr., der var afsat i denne runde, oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

De mere end 7.000 ansøgninger tager tid at behandle. Det bliver gjort så hurtigt som muligt i den rækkefølge, de er modtaget, påpeger styrelsen og gør opmærksom på, at det i komplicerede sager kan tage om til seks måneder. Forventningen er ifølge styrelsen, at ”langt de fleste” ansøgere får tilskud til deres projekter.

Danskerne har særligt vist interesse for tilskud til at udskifte deres naturgasfyr med en varmepumpe.

Bygningspuljen bidrager til boligforbedringer, der gavner klimaet og den europæiske forsyningssikkerhed og sparer energiudgifter hos boligejerne i en tid med høje energipriser. Og danskerne har taget energispareopgaven på sig, vurderer vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen.

– Det vidner den store interesse for at udfase olie-og gasfyr og energiforbedre de danske hjem om, udtaler hun i pressemeddelelsen.

Tilsagn til 1,2 mia. kr.

Skift til varmepumper, energivenlige vinduer og efterisolering er blandt de tiltag, danskerne siden 2020 har kunnet søge om tilskud til. På nuværende tidspunkt har cirka 40.000 husstande ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fået tilsagn om tilskud til et samlet beløb på 1,2 mia. kr. 

Siden første runde i 2020, hvor der blev givet cirka 5.000 tilsagn, er antallet vokset til omkring 13.000 tilsagn ved fjerde runde af Bygningspuljen tidligere i år.  

Bygningspuljen udspringer af Energiaftalen 2018, og den skal medvirke til at skabe besparelser i energiforbruget i helårsboliger ved at give tilskud til boligforbedringer.

De boligejere, der ikke nåede at søge i denne runde, kan søge igen, når puljen åbner igen i 2023 i en ny opsætning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107