Danske arkitekter hædres i Malmö
Juul | Frost Arkitekter har vundet Årets Stadsbyggnadspris for projektet Media Evolution City. Projektet er led i byens transformation fra industriby til moderne vidensby.
Media Evolution City er udviklet af Juul | Frost Arkitekter i tæt samarbejde med Wihlborgs Fastigheter AB og Media Evolution. Resultatet er nyudviklede rammer for ”new ways of working”, der er kendetegnede ved samarbejde, synergi og vidensdeling. Bygningen er et konkret udtryk for de tiltag, der i disse år iværksættes i Malmø for at understøtte byens transformationsproces.
- Vi er stolte over, at Media Evolution City er præmieret med den største anerkendelse, som Malmös Stad kan tildele et bygningsværk. Fra starten har vi følt, at vi med udviklingen af Media Evolution City var med til at skabe noget unikt, der repræsenterer en ny måde at drive virksomheder på. Dette er nu bekræftet fra officielt hold. Da vi samtidig netop har åbnet vores eget JFA Studio i bygningen, ser vi over de kommende år frem til at bidrage til Media Evolution Citys hverdag, hvor vi løbende vil udvikle aktiviteter, der skaber liv og vidensdeling i bygningen, fortæller indehaver af Juul | Frost Arkitekter, Flemming Frost, der har været ansvarlig for konceptudvikling, design og projekteringen af byggeriet.
- Derudover er det naturligt for tegnestuen at have en svensk base, hvorfra vi kan gennemføre de projekter, vi er involveret i vores naboland, tilføjer han.
I dommerkomitéens motivation for prisen fremhæves det blandt andet, at ” Nøgleordene for interiøret har været åbenhed, sammenhæng og fleksibilitet, hvilket man utvivlsomt er lykkes med. (…) Gennem ombygning og nybyggeri af en tidligere industrihal på Västra Hamnen har aktørerne skabt et spændende arbejdsmiljø i form af en inkubator for mediebranchen med forudsætninger for at skabe synergieffekter for såvel virksomheden som det omgivende innovationsmiljø og (MEC) er et tilskud til Malmøs bymiljø. ”
Media Evolution City er ét af en række nye byggeprojekter, som Juul | Frost Arkitekter er ansvarlige for i Sverige, hvor tegnestuen blandt andet lancerer S | M | L Konceptboliger, udvikler boliger og opfører universitetsbyggerier på Lund og Ørebro Universiteter, hvor de tidligere har vundet campuskonkurrencer. Samlet set skal Juul | Frost Arkitekter realisere mere end 90.000 m² bygninger i Sverige over de nærmeste par år.