23948sdkhjf

Solen skygger for jordvarmen

Danskerne overser de oplagte fordele ved jordvarme og luft/vand-varmepumper og bruger i stedet al deres friværdi på solenergi. Det mener Dansk Varmepumpe Industri.
Som en af de førende varmepumpeleverandører i Danmark oplever Dansk Varmepumpe Industri en svag tilbagegang i salget af jordvarmeanlæg til private boligejere – en tilbagegang der ifølge DVI blandt andet skyldes den popularitet solenergi oplever.

- Ser man udelukkende på jordvarme, burde det være stigende, som energipriserne er i dag, lyder det fra projektchef i DVI, Mads Hougaard, som forklarer, at mens solenergi producerer mest strøm eller varme på den tid af året, hvor behovet er mindst, så kan et jordvarmeanlæg sørge for en passende varmeforsyning hele året.

- Men solenergi er gået ind og taget en del af den friværdi, der kunne bruges på grøn energi, forklarer han og tilføjer, at også uroen i Europa har betydning for det svagt dalende salg af jordvarmeanlæg.

- Folk sparer jo op som aldrig før, konstaterer han.

God økonomi i jordvarme
DVI lader sig i midlertidig ikke slå ud af lidt konkurrence fra solenergien.

- Jeg tror, at salget af jordvarmeanlæg kommer til at stige igen, fordi der er et kæmpe potentiale i den eksisterende boligmasse. Der står stadig rigtig mange oliefyr rundt omkring, og de vil jo blive skiftet ud på et tidspunkt – fordi der er økonomi i det, forklarer Mads Hougaard og tilføjer:

- Det er meget sjældent, fordi folk vil miljøet noget godt, at de investerer i jordvarme – de tænker på deres privatøkonomi eller virksomhedsøkonomi.

Og økonomi, det er der i jordvarme, hvis man spørger DVI.

- Et jordvarmeanlæg har en typisk tilbagebetalingstid på 5-10 år. Anlægget holder omkring 20-25 år. De resterende 10-15 år er besparelsen rent overskud. Har man så finansiering med de renter, der er i dag, har man overskud allerede det første år, fortæller projektchefen.

Og er der penge at spare for private, så er der endnu flere at spare i erhvervet.

- Det er en god investering i parcelhuse, men fordi et anlæg er ti gange større koster det jo ikke ti gange så meget, og energipriserne er det samme. Så der er ekstra meget at spare i erhvervet i forhold til boligopvarmning, fortæller Mads Hougaard.

Et privat jordvarmeanlæg koster typisk omkring 100.000 kroner.

En travl tid
Men selvom salget af jordvarmeanlæg har været dalende, har DVI dog rigeligt at se til for tiden. Den nordjyske virksomhed har netop underskrevet sin hidtil største ordre , og samtidig står den over får den travleste tid på året.

- Vi har altid mest at lave om efteråret. Det er her de private kunder begynder at tænke over, at nu begynder det at blive koldt, så det kunne godt være vi skulle ha’ set på noget med varmen, fortæller Mads Hougaard.

For at være klar til det nye store projekt og den travle årstid trækker DVI lige nu flere folk ind og er blandt andet på jagt efter en ny projektleder eller VVS-installatør.

Værd at vide om Dansk Varmepumpe Industri
DVI blev grundlagt for 33 år siden af den nuværende direktør Henning Pallesen og beskæftiger i dag omkring 40 personer.

Virksomheden har et stort forhandlernet primært i Danmark og Norge, hvor mellem 70-75 procent af virksomhedens produkter bliver solgt igennem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098