Der er godt flow i brugte maskiner
Når der er stor efterspørgsel på nye maskiner, som få kan levere, smitter det af på handlen med brugte maskiner. Og når en maskinleverandør altid har været klar til at købe brugte maskiner, også selv om det ikke skulle være i bytte for en ny, kommer der gang i løjerne.
- Det afspejlede sig kraftigt i starten af året, hvor vi solgte så stærkt, at vi simpelthen ikke kunne holde maskiner på hylderne. Og det går fortsat hurtigt med at få gode, brugte maskiner ind og ud igen. Vi har været heldige både i ind- og udland med at købe en del løse maskiner uden indbytning. Det har sat gang i slutsedlerne, fortæller brugtcenterchef Hasse Juel hos Scantruck A/S, som har Skandinaviens største brugtcenter, i en pressemeddelelse.
- Hvis vi ikke køber, kan vi ikke holde flowet i Brugtcentret. Og vi opnår en domino-effekt. Når vi sælger en tre-fire år gammel maskine, kommer der måske en syv-otte år gammel ind. Det er langt fra alle de ældre maskiner, der kommer i arbejde igen i Danmark. Vi lukrerer på et kæmpe netværk og eksporterer mange både ældre og nyere brugt maskiner, siger Scantrucks markedschef, Dennis Faurby.
1.000 maskiner om året
- På årsbasis ryger der i omegnen af 1.000 maskiner gennem Brugtcentret. Vi eksporterer over 300 af dem. Vi har købt brugte maskiner af firmaer, der har afsluttet store projekter, eller måske er lukket. Ved færdige projekter har vi typisk købt hele pakken. Når entreprenører er stoppet, har vi købt hele maskinparken. Det kan vi gøre, fordi Scantruck jo netop er kendt for en bred palette af entreprenørmaskiner, lifte, knusere og sorterere, siger Hasse Juel.
- Når vi køber stort ind, går der naturligvis ofte fremmede mærker med i en pakke. Men generelt er 80 til 90 procent af maskinerne af vores egne mærker, forklarer brugtcenterchefen.
Det er verdens fortrædeligheder, der har været med til at geare op for travlheden i Scantrucks brugtcenter.
- Når det kniber med, at fabrikkerne kan levere de nye maskiner, søger kunderne over til os i Brugtcentret. Og det er lidt af hvert, der har ramt både maskinbranchen og naturligvis også den øvrige verden. Der var et skib, der røg på tværs i Suezkanalen og gjorde den ufarbar i en længere periode. Så fik vi krigen i Ukraine, og et nyt skib gav problemer i Panamakanalen. Oveni havde vi så corona, og det har alt sammen givet problemer for hele fødekæden, siger markedschef Dennis Faurby.
Nul dage
- En af vores store styrker er det store netværk faktisk hele verden over. Scantruck har på sin vis trukket verden tættere på sig. Tidligere brugte vi meget tid på at finde de maskiner, som kunderne efterspurgte. Vi er blevet rigtig dygtige til at finde maskinerne, og i dag kommer mange henvendelser den modsatte vej. Kunderne véd, at vi er hurtige til at træffe beslutninger, siger Hasse Juel.
- For brugt-køberne er det naturligvis en stor fordel, at vi i Brugtcentret kører med nul dages leveringstid. Kunden skal ikke vente flere måneder på at få en ny maskine. Vi kan levere en let brugt maskine i perfekt stand og med fuldt udstyr her og nu, fastslår brugtcenterchefen.
Scantrucks brugtafdeling har 5.600 kvm under tag, hvortil kommer store udendørs arealer. Dermed er det Skandinaviens største af sin art. Der er otte medarbejdere i afdelingen, som tillige får teknisk hjælp af Scantrucks værksted og serviceafdelingen.
Maskiner til gummiplantage
Helt aktuelt står der en næsten 50 år gammel Volvo-gummihjulslæsser i Brugtcentret og venter på sin næste destination. Den fulgte med i en større pakke, som Scantruck købte ind, og lige som de øvrige andre maskiner, eksporteres den. Typisk til en fremtid i Afrika.
Scantruck har blandt andet sendt både en gummihjullæsser og en dozer til Elfenbenskysten, hvor begge maskiner fik ny ungdom i en gummiplantage. Brugtfolkene har også samarbejdet med maskinfirmaer i blandt andet Taiwan, og der er leveret maskiner til krigsramte Ukraine, hvor behovet for materiel er stort.
- Vi har faktisk haft en forespørgsel fra Ukraine på skudsikre veste, våben, hjelme og biler. Den kunne vi trods alt ikke klare. Vi holder os til brugte entreprenørmaskiner, konstaterer Hasse Juel.
Sigh