Isbjerget forsinket to måneder
Indflytning i det prestigefyldte byggeprojekt, Isbjerget, i Aarhus udskydes fra februar til april. Blokade, konkurser og et generelt kompliceret byggeri bærer skylden.
Dermed må de første indflyttere vente med at indtage deres nye domicil indtil 1. april i stedet for til 1. februar.
En medvirkende årsag til forsinkelsen er, at Fagforeningen 3F tidligere på året i fire dage blokerede tømrerarbejdet på byggepladsen, fordi 31 polske håndværkere ikke havde fået udbetalt løn. En anden årsag er, at NCC’s underentreprenør på tømrerarbejdet, det omstridte byggefirma Michael Rasmussen fra Randers, samt seks andre firmaer, som deltog i byggeriet, gik konkurs, skriver avisen.
Men mest af alt skyldes forsinkelsen dog, at der er tale om et meget kompliceret byggeri.
- Hovedårsagen til, at vi har udnyttet den ret, vi har i kontrakten til at rykke to måneder, er, at det er et kompliceret byggeri. Samtidig ligger det tæt på havet, og vindproblemer har betydet, at vi ikke har kunnet montere i den takt, vi gerne ville. Til gengæld er vi ovre det forløb, som er kritisk med vejrliget, så vi forventer ikke yderligere udsættelser, sigerNCC’s byggepladsleder, seniorprojektchef Svend Nielsen til Jyllands-posten.