23948sdkhjf

Efter rekordregnskab: Ejendomsudvikler jagter milliarder på boligmarkedet

Stensdal Group vil vækste på koncernens boligdel, så balancen runder tre mia. kroner de nærmeste år

Den storkøbenhavnske ejendomsudvikler Stensdal Group har fået blod på tanden, efter de i foråret fremlagde koncernens bedste resultat nogensinde.

Med afsæt i en balance i årsregnskabet der steg til 1.123,5 mio. kr. fra 921 mio. kr. vil ejendomsudvikleren nu jagte vækst inden for boligmarkedet. Hensigten er at udvikle boligdelen til et bærende element i koncernen på lige fod med koncernens erhvervsportefølje.

Adm. direktør i Stensdal Group, Søren Stensdal, finder optimisme i interessen for et igangværende boligprojekt, Ammendrup Park i Helsinge.

-Der er en rigtig stor interesse for rækkehusene i Ammendrup Park, og selvom vi først er færdig med sidste etape af byggeriet i sommeren 2023, så er mere end 90 procent af de 142 rækkehuse allerede udlejet. Ammendrup Park er et fantastisk benchmark for alle kommende projekter indenfor boligejendomme, siger han og tilføjer:

-Derfor er vi nu på udkig efter større arealer, hvor vi kan udvide vores portefølje. Lige nu er vi i gang med en lokalplan på 40.000 kvm. byggeret i Favrholm i Hillerød, og kun et stenkast fra det, har vi Hestehaven på yderligere godt 20.000 kvm. byggeret. Med de to grunde er der klart et solidt grundlag for projektudvikling, men vi skal være mere proaktive i forhold til at finde nye projekter.

Idet Stendal Groups erhvervsportefølje løbende udbygges, forventes koncernens balance at runde tre mia. kr. i løbet af de nærmeste år.

Udvider teamet

For at indfri ambitionen har Stensdal Group fået nye kræfter til projektudviklingsteamet.

John Haldbæk kommer med erfaring som tidligere projektudviklingschef fra MT Højgaard og Casa, og senest som udviklingsdirektør og partner i EcoVillage.

-Stensdal Group har gjort meget, når det kommer til porteføljen af erhvervslejemål, men har kun i mindre grad fokuseret på boligmarkedet. Med det gode udgangspunkt fra projektet i Ammendrup Park, så er der et stort potentiale for at udvide landkortet. Vækstpotentialet bliver også kun forstærket af koncernens kapitalgrundlag og de ambitiøse målsætninger, så jeg ser meget frem til at bringe min erfaring i spil og bidrage til vækstrejsen, lyder det fra den nye projektudviklingschef, John Haldbæk.

Stensdal Group

  • Stensdal Group A/S har i mere end 30 år udviklet og investeret i fast ejendom.
  • Koncernen ejer og udlejer en portefølje på over 130.000 kvm. kontor- og logistikejendomme i Storkøbenhavn og udvikler ejendomsprojekter indenfor både bolig og erhverv.
  • Derudover investerer koncernen i en række andre virksomheder udenfor ejendomsbranchen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14