Vil udbyde udskiftning af 15.200 armaturer
Udskiftningen af gamle belysningsarmaturer i Kolding Kommune samt drift af vejbelysningen bør sendes i udbud, anbefaler kommunens teknik- og boligudvalg.
Den eksisterende vejbelysning i Kolding er etableret og udbygget over de sidste 40-50 år, og overholder derfor i vidt omfang ikke de nugældende vejregler. Ligeledes findes mange forskellige typer af armaturer, master og ledningsføringer. Det betyder, at den elektricitet der bruges på at oplyse de kommunale færdselsarealer ikke udnyttes optimalt, og den ældre del af anlæggene fungerer ikke tilstrækkeligt stabilt og kræver derfor mere vedligeholdelse.
Udskiftningen omfatter mere præcist udskiftning af alle armaturer, der benytter kviksølvslyskilder og lysstofrør samt udskiftning af alle træmaster, til nye moderne stålmaster. Hertil kommer 7.600 ældre lyskilder med hvad der betegens som et væsentligt besparelsespotentiale.
Millionbesparelse i udbud
Projektet indebærer en investering på anslået 76,3 mio. kr. Den økonomiske besparelse vil i så fald være på 5,4 mio. kr., og skulle samtidig give en el-besparelse på 2,7 mio. kWh.
For at opnå optimalt udbytte af en renovering af vejbelysningsanlægget, og udnytte den besparelse en udskiftning til lavenergiarmaturer giver, anbefaler udvalget, at der foretages et større udbud af opgaven, der udover drift af vejbelysningen også omfatter renovering af de fysiske anlæg.
Selve kontraktperioden er ikke fastlagt endnu, men det forventes, at udskiftningen af gadebelysningen vil blive foretaget over en 3-års periode fra 2013-2015. Udbuddet forventes udformet således, at der indbygges et incitament for entreprenøren til at reducere strømforbruget på vejbelysning, men stadig øge udnyttelsen og kvaliteten af lyset.