23948sdkhjf

Regn giver travlhed hos forsikringsselskaber

Efter en tør og varm sommer blev Danmark hen over weekenden ramt af en række skybrud, som også kunne mærkes hos forsikringsselskaberne

Det blev til mere end 30 skybrud, da regnvejr afløste solskin og sommer i weekenden.

Derfor har de danske forsikringsselskaber haft travlt. Det fortæller både Topdanmark, Alm. Brand og Codan til Ritzau.

Skadechef hos Topdanmark Forsikring, Helene Vogt Ibsen, fortalte søndag formiddag, at selskabet havde fået omkring 200 henvendelser i weekenden. Det er det højeste antal på så kort tid i år.

- Det medfører, at vi sender akut skadeservice ud, som hjælper vores kunder med at pumpe vand ud af kældre, få sat affugtning i gang og hjælper med at redde deres inventar, sagde Helene Vogt Ibsen.

Mikael Winkler, som er presseansvarlig hos Alm. Brand, oplyste søndag eftermiddag, at selskabet har fået lidt over 200 henvendelser i løbet af weekenden.

- Men vejrsituationen er ikke helt afklaret endnu, så vi er stadig på vagt, sagde han og fortalte, at der har været indkaldt ekstra beredskab hele weekenden.

Svært ved at sive ned

Sommeren har i Danmark været præget af solskin og høje temperaturer. I juli blev der sat en ny varmerekord for måneden, da temperaturen kom over 35 grader.

Den lange tørre periode kan have betydning for, hvor godt vandmængderne driver væk. Det fortalte vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Anna Christiansson, søndag.

- Når vi har så tør en mark, så bliver det næsten som asfalt eller beton. Så når regnen kommer, er det meget svært for den at komme ned i jorden, sagde hun.

Det betyder, at regnen bliver liggende på overfladen og bevæger sig hen over jorden i stedet for trænge ned.

Fredag ramte regnen især Jylland og Fyn, hvor det lørdag især var Sjælland, som stod for skud. Søndag formiddag blev især det nordlige Jylland ramt.

Usædvanlige situationer

De store mængder vand skabte flere usædvanlige situationer.

Fredag fik togpassagerer på strækningen mellem Skjern og Herning en ubehagelig oplevelse, da de kørte over en konstruktion, som var ved at skylle væk under toget.

Ingen kom til skade, men lørdag viste opsigtsvækkende billeder, at jorden er blevet skyllet helt væk under skinnerne. Banedanmark har lukket sporet i foreløbig to uger. Arriva, som driver togdriften på strækningen, har indsat togbusser.

Vejdirektoratet valgte søndag formiddag også at spærre rute 13, hovedvej ved Store Binderup ved Viborg. Der havde været jordskred som følge af regnen ved siden af vejen, skrev Nordjyske søndag.

Det betød ifølge mediet, at vejen blev lukket frem til mandag.

Sommeren er højsæson for skybrud i Danmark. Ifølge Videncentret Bolius har der været mindst et hvert år fra 2011 til 2020.

/ritzau/

Hvad er et skybrud?

  • Et skybrud defineres som et regnvejr, hvor der falder mindst 15 mm regn på maksimalt 30 minutter.
  • I Danmark er der flest skybrud om sommeren. Fra 2011 til 2020 har der ikke været en sommer uden mindst et skybrud.
  • I den weekend, som netop er overstået, blev der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) registreret over 30 skybrud.
  • Flere steder blev der registreret dobbelte skybrud, som er, når der falder mindst 30 mm regn inden for en halv time.

/ritzau/

Kilde: DMI og Videncentret Bolius.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157