Skybrudssikring giver 500 jobs i København
Grønne grøfter, kanaler og store tunneler skal i fremtiden sikre København mod skybrud. Planerne kræver investeringer for 3,8 mia. kr.
Som første by i Europa sætter hovedstaden målet om, at hele byen på 20 år skal sikres mod 100-års regn. Den omfattende plan for klimatilpasning kræver investeringer for 3,8 mia. kr. og vil også komme byens arbejdsløse til gode. Investeringerne i at kunne håndtere både skybrud, hverdagsregn og oversvømmelser fra havet vil ifølge Københavns Kommune skabe over 500 nye jobs i de kommende år.
Må kun oversvømmes hver 100. år
Kloakkerne skal bruges til spildevand, mens regnvand skal ledes ud i havnen. Det er en afgørende konklusion i skybrudsplanen. Skybrudsvandet skal ledes via overfladen, hvor det muligt, fordi det er billigst og giver rekreative muligheder til fordel for københavnerne.
Der, hvor en grøn forbindelse eller vandvej på overfladen ikke kan lade sig gøre, vil der blive anlagt kæmpe tunneler under jorden separat fra kloakkerne med spildevand. Det bliver især under den indre by og brokvartererne.
- Vi vil sikre københavnerne bedre mod skybrud. Det er ikke rimeligt, at københavnere, butiksejere og kommunen skal stå med en milliardregning efter et skybrud. Derfor siger vi, at København i fremtiden kun må oversvømmes hvert 100. år. Det er en af de mest ambitiøse planer i verden og giver samtidig københavnere en mere rekreativ by, siger Ayfer Baykal, Københavns teknik- og miljøborgmester.
Kræver lovændring
Med planen bliver København grønnere og mere blå med flere grønne grøfter, kanaler og bassiner, der vil gøre byen dejligere at være i og samtidig kan bruges til at opbevare store pludselige regnmængder eller lede det i havnen.
- Det er helt afgørende for københavnerne, at vi får sikret byen, så vi mindsker risikoen for en gentagelse af de enorme skader ved skybruddet 2. juli sidste år. Jeg er glad for, at regeringen har sikret økonomiske muligheder for at komme i gang. Nu er der behov for, at love og regler også tilpasses, så vi for alvor kan komme i gang med at skybrudssikre vores byer, siger Frank Jensen, Københavns overborgmester.
Forudsætningen for at planen kan realiseres er, at regeringen og Folketinget moderniserer lovgivningen omkring betalingsreglerne for spildevand og Planloven. Selvom klimatilpasningsprojekter fremover må finansieres via takstmidler, må forsyningsselskaberne fx kun finansiere projekter, der direkte handler om spildevandshåndtering.
Dermed er det vanskeligt at omdanne nuværende veje til vandveje med takstmidler til trods for, at den voldsomme regn ellers ville ende i kloaknettet og belaste spildevandshåndteringen. Københavns kommune forventer, at Folketinget vedtager lovændinger i efteråret 2012 og foråret 2013.