23948sdkhjf

Alge-højhus vinder fremtidskonkurrence

Et ti-etagers højhus med algetanke i ydermurene er et realistisk fremtidsscenarium for havnen i Aarhus, mener vinderne af årets PHD Challenge.
Ydermurene er lavet af glas med et hulrum af algetanke. Et rørledningssystem sørger for friske forsyninger af alger fra havet. I bygningen næres de af beboernes husholdningsaffald, og et centralt raffinaderi sørger for, at højhuset på havnen stort set hele tiden har adgang til grøn energi i form af biodiesel.

Sådan kan fremtiden måske komme til at se ud i følge det forskerhold, der netop er blevet kåret som vindere af årets PHD Challenge ved Aarhus Universitet.

- Vi har forsøgt at tænke helhedsorienteret og sætte alle vores kompetencer i spil for at finde en ny måde at tænke bæredygtige bygninger på, fortæller Martin Christiansen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.

Algefacader kan gøre højhus selvforsynende med energi
Det er ikke nyt at arbejde med alger som forsyningskilde. Det særlige ved vinderforslaget er, at algerne er tænkt som en integreret del af bygningen i alle dens flader, så den får en optimal udnyttelse af dagslyset.

I vindergruppen er både forskere inden for det byggetekniske, bioteknologiske, mekaniske og computervidenskabelige område.

NCC arbejder videre med idéerne
Forskerne har i to døgn dystet om at finde den mest innovative måde at nedbringe en bygnings energiforbrug på med udgangspunkt i et fiktivt etagebyggeri på havnen i Aarhus. Udfordringen blev stillet af byggekoncernen NCC og Aarhus Kommune.

- Den måde, vi bygger på i dag, er ikke fremtidssikret. Vi har brug for at udvikle nye metoder, der kan nedbringe CO2-belastningen fra bygninger og boliger væsentligt. Mere forskning og udvikling skal hjælpe os med at realisere vores klimamål, siger Jan Nielsen, klimachef i Aarhus Kommune og en af dommerne i panelet for PHD Challenge 2012.

NCC tager nu idéerne fra PHD Challenge med sig for at se på hvilke elementer, der egner sig til kommerciel videreudvikling.

- Vi synes, at forslaget med mikroalger i facaderne er en idé med spændende perspektiver, der er værd at arbejde videre med. Det er ikke udelukket, at det kan blive en mulighed i forbindelse med fremtidens byggerier, siger Frank Skov Jensen, projektudviklingschef i NCC Property Development A/S.

Algehøjhus på havnen er realistisk
Forskerne har regnet på det og fundet frem til, at et højhus med mikroalger i ydermurene vil kunne producere cirka 93 % af den energi, beboerne har behov for, under ideelle forhold.

- Lige nu er det mest en idé eller et koncept, men vi mener, at det er realiserbart. Der er selvfølgelig nogle udfordringer, vi skal arbejde videre med først, siger Martin Christiansen.

Blandt andet skal forskerne finde en løsning på, hvordan de kan planlægge og styre en optimal vækst i algetankene – især om vinteren, hvor adgang til sollys er begrænset. Og de skal finde en løsning, som er æstetisk og arkitektonisk tilfredsstillende.

- Vores foreløbige beregninger viser, at det rent konstruktionsmæssigt kan lade sig gøre at arbejde med alger i ydermurene. Men vi skal selvfølgelig også arbejde med højhusets æstetiske udtryk. De fleste forbinder alger med noget ulækkert, så der knytter sig en spændende designmæssig udfordring til det visuelle. Man kan sige, at et algehøjhus vil blive grønt i ordets bogstaveligste forstand. Alger lever af fotosyntese, og det er derfor nødvendigt med glasvægge, fortsætter Martin Christiansen.

Ved fotosyntesen vil algerne forbruge kuldioxid fra lejlighederne og omsætte det til ilt og på den måde bidrage til at opretholde et sundt indeklima for beboerne i højhuset.

Mange plusser i miljøregnskabet
En af fordelene ved at bruge mikroalger i havnehøjhuset er, at der hele tiden er ubegrænset adgang til nye forsyninger i havet. Da algerne skal leve af husholdningsaffald, er de desuden med til at reducere de miljøomkostninger, der i normale beboelsesejendomme er knyttet til affaldshåndtering.

Forskerne har også arbejdet med idéen om at etablere et stort fiskebassin i nærhed til højhuset på havnen. Restprodukterne fra produktionen af brændstof kan nemlig med fordel anvendes til foder.

- For at udnytte alle energiresurser mest optimalt kunne man etablere et bassin med fisk. Det ville være med til at gøre beboerne delvist selvforsynende med fødevarer og give dem mulighed for at spise mere klimavenligt, end hvis de skulle spise importerede fisk fra Stillehavet, siger Martin Christiansen.
[h3] BAGGRUND
PHD Challenge er en ny forskerevent på Aarhus Universitet. Én gang om året samles ph.d.-studerende fra det ingeniørvidenskabelige område om at løse en teknologisk udfordring i samfundet.

I år har PHD Challenge fokus på Aarhus’ klimaudfordring. Forskerne er kommet med forslag til, hvordan man kan nedbringe byggeriets energiforbrug.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094