Konsortiedannelse baner vejen til 200 milliarder
Små og mindre håndværksvirksomheder kan ved at gå sammen i konsortier få del i de mange milliarder, der frem til 2025 ligger i sjællandske anlægsopgaver.
Det er baggrunden for, at Sorø Erhverv onsdag afholdt morgenmøde for kommunens håndværkere.
Mødet var kommet i stand på opfordring af håndværkere i kommunen, som i forbindelse med det årlige håndværkermøde i juni efterlyste en mere konkret beskrivelse af, hvordan man som en mindre virksomhed kunne komme til at byde på mange af de større anlægsopgaver, som Sorø Kommune, Region Sjælland og Danmark er på vej med de næste 10-12 år.
Nemt for mindre virksomheder
12 lokale virksomheder lagde vejen inden om morgenmødet, men også fra nabokommuner og sågar helt fra Jylland var virksomheder kommet for at høre mere om konsortiedannelse.
Med udgangspunkt i, at det skal være nemt – også for mindre virksomheder – at kunne byde på offentlige opgaver, redegjorde Cecilia Lawson Vinje fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for reglerne for offentlige udbud.
Tendensen er, at offentlige udbud bliver større og større, hvilket betyder, at færre virksomheder er i stand til at byde ind på opgaverne. Hvis flere mindre virksomheder går sammen i et konsortium, kan de imidlertid godt opfylde de krav, der stilles. På den måde kan lokale virksomheder få mulighed for at være med i kapløbet om de store ordrer. Meldinger fra både kommuner og regioner er, at man gerne ser flere lokale virksomheder byde på de forskellige anlægsopgaver.