23948sdkhjf

Manglende brandsikring skyld i storbrand i Vanløse

Omfang af brand i Vanløse i marts kunne sandsynligvis have været begrænset til få opgange, viser undersøgelse

Det var sandsynligvis flere forskellige forhold, der var medvirkende til, at en brand i en etageejendom i Vanløse i slutningen af marts udviklede sig så voldsomt, som den gjorde.

Det viser en undersøgelse, som Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) har udarbejdet. Den er lavet på vegne af Bolig- og Planstyrelsen. Det oplyser styrelsen fredag.

Undersøgelsen peger blandt andet på manglende brandmæssige adskillelser i spidsloftet og manglende tætninger mellem lejlighedsskel og tagdækning som årsager til brandens omfang.

Den peger også på, at undertaget var udført i materialer, som havde stor brandbelastning.

Omfanget af branden kunne formentlig have været mindsket, vurderer DBI.

- Omfanget af branden kunne sandsynligvis have været begrænset til få opgange omkring Grøndals Parkvej 6A, hvor branden opstod og spredte sig fra, hvis bebyggelsen var udført i overensstemmelse med betingelserne i den oprindelige byggetilladelse, og hvis der var udført brandmæssige adskillelser i spidsloftet og over lejlighedsskel mod tagdækningen, hedder det.

Bolig- og Planstyrelsen vurderer på baggrund af undersøgelsen fra DBI, at "brandens voldsomme spredning skyldes konkrete mangler i relation til bygningens udførelse og senere renovering."

- Årsagen til brandens forløb giver derfor ikke anledning til ændring af gældende brandsikkerhedsmæssige regler, lyder det.

Branden, der ramte boligerne i Vanløse den 25. marts, udviklede sig så hurtigt, at brandvæsnet ikke nåede at få den under kontrol.

Mere end 100 brandfolk var ellers sendt ud til branden, der strakte sig over flere døgn.

Derfor stod det hurtigt klart, at mere end 100 familier blev efterladt uden tag over hovedet. Og at det brændte boligbyggeri skulle rives ned.

Det er tidligere blevet slået fast, at branden opstod i tagkonstruktionen. Umiddelbart tyder intet på, at der skulle ligge en forbrydelse på branden.

Brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber, F&P, har tidligere oplyst, at det kommer til at koste mellem 200 og 300 millioner kroner at genopføre boligerne.

F&P regner med, at genopbygningen kommer til at tage mellem to og tre år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094