Meier Profil & Glas ser igen lyst på tilværelsen
I 2010 var den fynske vinduesfabrik på vej i graven. I dag kører virksomheden med sorte tal og ser optimistisk på mulighederne i resten af 2012.
Indehaver Jørn Meier, der selv havde stiftet virksomheden 20 år tidligere, lod sig dog ikke stoppe af en konkurs. Han stiftede efterfølgende et anpartsselskab – Meier Profil & Glas ApS – og etablerede produktion i de samme lokaler, der havde huset det gamle firma.
Det første regnskabsår for perioden februar-december 2010 sluttede et beskedent underskud på -20.584 kr. – et resultat som i 2011 er vendt til et overskud på 27.722 kr.
- Det har været en hård omgang, ikke mindst for de af vores medarbejdere som måtte ud i arbejdsløshed. Vi har været igennem en svær periode, hvor vi måtte starte forfra med uddannelse og indlæring af nye medarbejdere til at producere mange af firmaets specialprodukter; særlig indenfor karnapper og udestuer, fortæller Jørn Meier til Building Supply.
En indmelding i DI har medført, at der nu er skabt ro omkring løn og arbejdsforhold for de pt. 12 ansatte. Samtidig er omkostningerne tilpasset situationen i byggebranchen gennem en reduktion på over 40 procent, og ordrebeholdningen for resten af året ser fornuftig ud.