23948sdkhjf

Aalborg Portland vil skære over to tredjedele af udledninger

Med mere end 2 mio. ton udledt CO2 årligt er Aalborg Portland den danske virksomhed, der udleder suverænt mest.

Nu sætter den nordjyske cementproducent et loft over, hvor meget CO2, der ryger ud af skorstenene på fabrikken. Det nye mål er en totaludledning på højst 600.000 ton i 2030, hvilket betyder, at der skal skæres næsten 1,6 millioner ton af CO2-udledningen.

Det oplyser cementproducenten i en pressemeddelelse.

Aalborg Portlands nye klimaplan bygger videre på den aftale, som cementproducenten indgik med regeringen i 2020 om reduktion på mindst 660.000 ton CO2 samt at arbejde videre med yderligere reduktioner frem mod 2030.

Reduktionerne skal ske ved et skifte fra fossile brændstoffer som kul og koks til natur- og biogas og affaldsbiomasse, som for eksempel benmel og træaffald, samt udviklingen af et anlæg til Carbon Capture and Storage (CCS), der skal suge CO2 ud af skorstenene og lagre det i undergrunden.

Aalborg Portlands CO2-udledninger

  • • 2018 (baseline i aftalen med regeringen): 2.190.705 ton
  • • 2021: 2.248.048 ton
  • • 2022 (forventning): 2.097.000
  • • 2030 (mål): 600.000 ton (per tons cement: 300 kg)

Sådan vil Aalborg Portland komme i mål med reduktionen:

• Skifte til grønnere energikilder: I dag anvender man kul og koks, men i fremtiden skal energien til cementproduktionen komme fra natur- og biogas samt biomasse fra affaldsprodukter som eksempelvis benmel eller trærester fra anden produktion.

• Fangst af CO2: CCS-teknologi, der kan opfange CO2 fra skorstenene og lagre det i undergrunden, er nødvendigt for at reducere udledningerne ud over energiforbruget og afgørende for at komme i mål med målsætningen.

Kilde: Aalborg Portland

– Det er ingen let øvelse, men vi har en plan for at skære mere end 70 pct. af vores nuværende CO2-udledning og sætte et loft over udledningerne fremover, siger Søren Holm Christensen, adm. direktør for Aalborg Portland, i pressemeddelelsen.

Cementchefen: Vigtig teknologi stadig under udvikling

- Cement og beton er uundværligt, når vi skal bygge fremtidens Danmark. Det indgår i byggeri af alt fra broer til hospitaler og udgør bogstaveligt talt fundamentet for vindmøller. Vi kan komme langt med grønnere energikilder som biogas og biomasse, men det kan ikke lade sig gøre at fremstille cement uden CO2-udledning. Derfor er CCS-systemet helt centralt for at komme i mål med ambitionerne, udtaler Søren Holm Christensen.

– Teknologien, der skal sikre implementeringen af CCS, er stadig under udvikling, og vi arbejder sammen med flere internationale partnere på at klarlægge, hvordan CCS kan installeres i vores produktion. Det vil kræve investeringer i ny teknologi, som vi ikke kan løfte alene, så derfor kommer vi til at søge støtteordninger, ligesom man har set det i andre nordiske lande, fortsætter han.

Alle lavthængende CO2-reduktioner er allerede indregnet i tidligere klimaplaner. Eksempelvis anvender Aalborg Portland allerede i dag over 400.000 tons restprodukter i cementproduktionen, der ellers skulle komme fra nye råstoffer samt 200.000 tons biobrændsel og ikke-genanvendeligt affald årligt i stedet for fossile brændsler. Samtidig anvendes overskudsvarme fra fabrikken til at levere fjernvarme til 30.000 husstande, mens den fabriksnære kridtsø i det østlige Aalborg leverer fjernkøling til det nye supersygehus i byen.

Vil have bygherrer og offentlige indkøbere på banen

Den grønne køreplan vil ifølge Aalborg Portland betyde, at cement fra fabrikken vil have et gennemsnitligt klimaaftryk på blot 300 kg CO2 per ton cement, hvilket vil være blandt de laveste i Europa.

Og potentialet er endnu større, hvis bygherrer og offentlige indkøbere ser mod Aalborg Portlands nye cementtyper i fremtiden.

- Grøn omstilling kræver netop omstilling. Udover klimavenlige brændsler og fangst af CO2, ser vi også på ændringer af selve produktet, , siger Søren Holm Christensen og peger på firmaets nye cementtype med 30 procent mindre CO2-udledning under fremstillingen.

- Det er lidt anderledes at arbejde med, men byggebranchen har været hurtige til at tage den til sig. Vi har flere typer cement med lavere klimaaftryk, og det er noget, vi fortsætter med at videreudvikle, tilføjer han. lda

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103