23948sdkhjf

To gange 500 hektar sol på vej i Nordjylland

Skrevet af Lasse Damsgaard, Nordjyske

To store solcelleparker på hver 500 hektar.

Det er de ambitiøse planer på marker øst for Brøndum i Vesthimmerland - samt et tilsvarende projekt ved Tylstrup i Vendsyssel - som selskabet St. Jørgen Energy A/S planlægger.

På forhånd har selskabet lavet aftaler med ca. 40 lodsejere om arealerne i Vesthimmerland, og nu er initiativtagerne så langt, at der torsdag er indkaldt til informationsmøde i det lokale forsamlingshus i Salling, hvor de vil fortælle om planerne.

Her kan man høre mere om den forventede tidsplan, lokalplanprocessen og kompensation til naboerne. På forhånd har der været dialogmøde med Vesthimmerlands Kommune - men endnu ligger der ikke en projektansøgning fra St. Jørgen Energy A/S som Rune Bro Roin, Michael Lind, Thomas Lund og Johannus Gunnar Egholm Hansen står bag.

Thomas Lund har sammen med Michael Lind en række ejendomsinvesteringer - og de to ejendomsinvestorer har nu entreret med Rune Bro Roin og Johannus Gunnar Egholm Hansen omkring energiselskabet St. Jørgen Energy A/S.

Rune Bro Roin har en fortid i Ørsted, mens Johannus Gunnar Egholm Hansen har været i FLS. Begge har også været i Copenhagen Infrastructure Partners, der er en af verdens største udvikler af grønne energiprojektet. Her var Rune Bro Roin en af stifterne.

Synkront

Thomas Lund siger til Nordjyske, at planerne - udover parken i Brøndum - er at opføre et lignende solcelleanlæg i Tylstrup, og håbet er, at anlæggelsen af de to store anlæg kan køre synkront.

Han fortæller, at anlæggene bliver nogle af de største i Europa - og forventes at koste i omegnen af to mia. kr. pr. stk.

Tanken er at St. Jørgen Energy A/S skal være udvikler, og ifølge Thomas Lund forventer selskabet at sælge begge projekter til investorer - det kan f.eks. være pensionskasser, energiselskaber eller kapitalfonde.

- Men det kan også tænkes, at vi bliver medinvestorer og kommer til at eje en del af parkerne. Konstruktionen ligger ikke fast endnu, fortæller Thomas Lund, der oplyser, at St. Jørgen Energy A/S har opbygget en organisation på syv-otte medarbejdere plus konsulenter samt rådgivere og advokathus til at køre processen omkring opførelsen af de to store energianlæg, der hver kommer til at kunne levere i omegnen af 500 megawatt - og hver vil kunne forsyne omkring 120.000 husstande med el.

Gunstigt tidspunkt

Thomas Lund lægger ikke skjul på, at St. Jørgen Energy A/S ser det som et meget gunstigt tidspunkt at opføre de store grønne solcelleparker.

Det er klart, at fokus på hurtig omstilling til grøn energi lige nu gør, at vi synes, det er det helt rigtige tidspunkt, siger Thomas Lund, som regner med at der - hvis alt går vel - vil gå tre til fem år, før de to parker er oppe at køre.

Arbejdspladser

Opførelsen af anlægget i Brøndum vil ifølge Thomas Lund betyde arbejdspladser, der omregnet giver 1500 årsværk - og der vil efterfølgende være 10-20 stillinger tilknyttet anlægget, når det er oppe at køre.

Ifølge ham ligger der - udover opførelsen af det store anlæg - også en udfordring i, hvordan man får strøm fra anlægget transporteret videre.

- Energinets infrastruktur er en af de ting, der også skal med ind i alt det her - altså hvordan man får den strøm, som produceres på stedet, transporteret videre, siger han - og pointerer, at St. Jørgen Energy A/S har været i god dialog med Vesthimmerlands Kommune op til det planlægningsmæssige, der skal sikre, at anlægget kan komme op at stå i kommunen.

Vesthimmerland rummer i forvejen rigtig mange vindmøller.

Selskabet har på forhånd haft møder med borgmester Per Bach Laursen (V) og kommunaldirektør Henrik Kruuse , hvor tankerne ifølge Thomas Lund er blevet godt modtaget.

Anlægget i Vesthimmerland bliver, hvis det kommer op at stå, nabo til en af Danmarks største vindmølleparker i Nørrekær Enge.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078