23948sdkhjf

Duo indgår aftale om ny bydel med 7-8.000 boliger ved Aarhus

Byudvikleren Stadt og ejendomsselskabet Heimstaden indgår i et joint venture om en ny bydel, Marienlyst, mellem Skejby og Tilst ved Aarhus. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

I Marienlyst skal der på sigt etableres 7.000-8.000 boliger, hvoraf Stadt og Heimstaden skal opføre godt halvdelen. Det forventes, at der om et årti bor 15.000 indbyggere i området, som også vil rumme en skole.

Det samlede projekt udgør cirka 300.000 byggeretsmeter og bliver en blanding af ejerboliger, andelsboliger, lejeboliger samt almene boliger for at sikre diversiteten i området.

– Heimstadens vision er at skabe tidssvarende boliger med omtanke for både beboere, bomiljøet og de bysamfund, som omgiver de enkelte ejendomme. Stadts vision om at skabe meningsfulde fællesskaber tapper rigtigt fint ind i vores værdisæt. Med så stort og ambitiøst udviklingsprojekt, er det vigtigt for os at have en lokal forankret partner, og Stadt er Aarhus-folk helt ind til benet, siger Christian Fladeland, investeringsdirektør i Heimstaden, i pressemeddelelsen.

Stadt er med et samlet grundareal på cirka 1,2 mio. kvm. – inklusive fredskovsarealer - den største jordbesidder i Marienlyst.

– Det var vigtigt for os at finde en kapitalpartner, der stod 100 pct. bag udviklingsplanen for området, og der har vi fundet en partner, der har de samme drømme for området som os, siger Jens Stausholm, adm. direktør i Stadt, om samarbejdet med Heimstaden.

Legeplads for alle generation som trækplaster

Marienlyst skal være et sted, hvor både fællesskaber og samspillet mellem de enkelte boligområder er tænkt ind, til glæde for den enkelte beboer.

Marienlyst rummer allerede inden første spadestik direkte adgang til natur- og fredskovsarealer, der vil indgå som bærende og attraktive elementer til byudviklingen. Det er ambitionen at skabe det, som bagmændene betegner som en bæredygtig og sammenhængende bydel. Tanken er blandt andet, at områdets største legeplads for alle generationer skal være et stort trækplaster.

Der igangsættes nu de indledende arbejder til et lokalplansforslag for området, hvor der i processen vil blive arbejdet med tidlig inddragelse af de omkringliggende parter, herunder både private og professionelle aktører i området.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093