Silvan sætter ny mand i front – igen
Mindre end fire måneder efter byggecenterkæden Silvan præsenterede et helt nyt direktionshold, skiftes der nu ud på topposten.
Her har Klaus Dolmer pr. 31 maj overtaget stafetten efter Mathias Kerp, der nu helt har forladt organisationen fire måneder efter han blev udnævnt som adm. direktør.
– Vi er glade for at kunne meddele, at Silvans Chief Procurement Officer (indkøbsdirektør, red.) Klaus Dolmer, vil tiltræde stillingen som ny administrerende direktør for Silvan, udtaler Jan Becker, der siden han selv forlod topposten i februar, har haft titel af bestyrelsesformand i selskabet.
Klaus Dolmer, der ifølge sin Linkedin-profil har været en del af Silvan i mere end 22 år, har siden februar bestredet posten som indkøbsdirektør, og Jan Becker understreger, at det er en erfaren herre, der nu indtager førersædet.
– Han har en bred og helt unik erfaring i den danske gør-det-selv-branche, samt dybdegående ekspertise om Silvan, hvor han gennem sin karriere har varetaget forskellige lederroller. Han har spillet en stor rolle i Silvans turnaround og udviklingen af strategien fremadrettet, lyder det fra bestyrelsesformanden.
Også den nyslåede direktør ser frem til at overtage tøjlerne på et tidspunkt, hvor byggecenterkæden efter nogle hårde år atter har fået medvind og sorte tal på bunden.
– Gennem de seneste år har Silvan har re-positioneret sig som det mest convenience-orienterede byggemarked i Danmark. Det er en rejse, som jeg ser frem til at fortsætte, udtaler Klaus Dolmer.
Med ansættelsen af Klaus Dolmer som administrerende direktør består direktionen nu af i alt fire medlemmer, der desuden tæller CFO Keld Larsen, CSO Rasmus Kjærgaard samt COO Michael Lange.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 1.241,8 | 1.392,8 | 1.487,2 |
Bruttofortjeneste | 520,7 | 548,4 | 503,5 |
Resultat før skat | 66,6 | 39,8 | -110,461 |
Årets resultat | 51,5 | 31,0 | -86,9 |
Egenkapital | 74,6 | 23,1 | -7,9 |
Antal ansatte | 597 | 639 | 795 |
Kilde: CVR |