Jysk betonelementproducent forventer fuld fart på 2022
Bundlinjen er grøn hos Leth Beton i Thy, der netop har fremlagt årsregnskab. Det viser, at betonelementproducenten i 2021 landede et plus på 4,6 mio.kr. mod 7,4 mio. kr. året før.
Det resultat finder ledelsen "trods alt tilfredsstillende", fordi året bød på visse udfordringer i form af Covid-19 samt udviklingen på råvarepriser.
- Vi tog en beslutning om, at prisstigningerne på råvarer ikke skulle føres videre til vores kunder. Vi kom ikke og forlangte ekstra penge, men tog selv tabet, siger direktør i Leth Beton Ole Leth, der fortsætter:
- Vi har justeret priserne nu, men vi ser ind i nye stigninger, som vi ikke har indregnet. Cementen stiger igen pr. 1. juli, denne gang med 20 procent. Den stigning har vi ikke kunnet indregne i vores priser, og det vil vi nok se i tallene for andet halvår, siger direktøren, der ikke kan sætte præcise tal på.
Sidste år gennemførte Leth Beton desuden en stribe investeringer, som virksomheden knytter store forhåbninger til i det indeværende år. Investeringerne er fuldt implementeret og vurderes at øge kapaciteten på betontrapper med 50 procent og betonvægge med 75 procent for 2022.
Samtidig med investeringerne er der også blevet ansat flere folk. Medarbejderflokken voksede til 157 ansatte mod 120 året forinden.
Travlt år i vente
På baggrund af gennemførte investeringer og det generelt høje aktivitetsniveau forventer ledelsen en fremgang i omsætning og indtjening svarende til udvidelsen i kapacitetsudnyttelsen.
- Jeg er altid påpasselig, men vi budgetterer med mere end i år og forventer fuld kapacitet udnyttelse resten af 2022, siger direktøren.
Dermed kan medarbejderne også se frem til en ekstra indkomst, når året går på hæld. Leth Beton udbetaler nemlig overskudsdeling til alle medarbejdere, svarende til 10 procent af overskuddet før skat.
- Vi indførte det for nogle år siden og holder fast i det, selvom resultatet sidste år var lidt lavere end andre år. Udbetalingen er måske netop fortjent, når året har været vanskelig, siger Ole Leth.
Regnskabsår | 2021 | 2020 |
mio. kr. | mio. kr. | |
Driftsresultat | 6,9 | 10,5 |
Bruttofortjeneste | 14,9 | 18,0 |
Resultat før skat | 5,9 | 9,5 |
Årets resultat | 4,6 | 7,4 |
Egenkapital | 17,9 | 23,3 |
Antal ansatte | 157 | 120 |
Kilde: CVR |