23948sdkhjf

13 kommuner og DI vil fjerne byrder i byggesagsbehandling

Nyt forsøg med frikommuner skal blandt andet gøre det lettere at få lov til at bygge

Byggesagsbehandling er blandt de konkrete områder, som er på listen for Dansk Industri og - foreløbig - 13 danske kommuner, der drøfter mulighederne for et nyt forsøg med frikommuner. Det skriver DI – Dansk Industri i en pressemeddelelse.

– Et godt sted at starte kunne være byggesagsbehandlingen, hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på tværs af kommuner er steget i perioden 2017 til 2021 fra 36 dage til 63 dage. Det skyldes, at bygningsreglementet er meget komplekst og omfattende, selv når det blot gælder simple udvidelser af eksisterende bygninger, siger vicedirektør og SMV-chef Kim Haggren, DI, i pressemeddelelsen.

Status af frikommune skal give kommunerne frihed til at beskære de værste statslige og kommunale administrative byrder, unødvendigt bøvlede regler og lange sagsbehandlingstider, som erhvervslivet oplever i dagligdagen.

Flere områder

Forslaget om at etablere et forsøg med frikommuner på erhvervsområdet lanceres tirsdag på et borgmestermøde i Industrien Hus i København med deltagelse af en række borgmestre og Dansk Industri. Det er første gang, at der kigges på forsøg med frikommuner på erhvervsområdet, og meningen er at luge ud i både statsligt og kommunalt bureaukrati.

– Selvfølgelig skal det ikke være det rene vilde vesten og afskaffelse af nødvendig lovgivning. Det handler om at forenkle lovgivningen og fjerne unødige byrder for virksomhederne de steder, hvor det kan lade sig gøre, siger Kim Haggren.

– Med et frikommuneforsøg kan vi som kommuner på forsøgsbasis blive frigjort fra statslig lovgivning på en række områder, siger Varde Kommunes borgmester Mads Sørensen (V), som har taget initiativ til frikommuneforsøget sammen med Dansk Industri.

Ud over byggesagsbehandling nævner Varde Kommune og DI klimatilpasning på tværs af kommuner samt sygedagpenge som konkrete felter, hvor kommunerne kunne sætte ind i et frikommuneforsøg.

De 13 kommuner, som Dansk Industri drøfter mulighederne i et nyt frikommuneforsøg på erhvervsområdet er: Varde, Gribskov, Køge, Nordfyns, Tønder, Hedensted, Høje Taastrup, Horsens, Hvidovre, Solrød, Kerteminde, Esbjerg og Ringkøbing-Skjern.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076