Byggebeskæftigelsen brager op for 22. måned i træk
I de sidste 14 år har der aldrig været så mange beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen som nu, viser nye tal fra Danmarks Statistik for marts måned.
Her var byggeriet befolket med knap 184.300 beskæftigede. Det er 800 flere end måneden før. Og 4.000 flere end for bare et halvt år siden.
Modsat andre brancher blev bygge- og anlægsbranchen kun ramt af et par måneders nedkøling oven på den første nedlukning af landet som følge af coronavirus i marts 2020.
Herefter er der måned for måned kommet flere og flere i job i branchen.
Siden et lavpunkt i maj 2020 er der skabt flere end 17.000 ekstra job i bygge- og anlægsbranchen.
.
Køligere meldinger
Relativt mange virksomheder har det sidste år også meldt om, at de nu oplever mangel på ledige hænder. Og at det udfordrer deres produktionen.
I april var det 43 pct. af byggevirksomheder, der klagede deres nød. Det er dog mindre end i efteråret, da andelen toppede med 48 pct.
Og andre brancher såsom rengøring, hotel- og turisme og maskinindustrien har (stadig) sværere vilkår, når det kommer til at skaffe nye hænder, viser tal for april.
Spørgsmålet er så, hvornår byggefesten klinger af.
DI Byggeri har i begyndelsen af året vurderet, at toppen af job-boomet er ved at være nået. Og med en krig i Ukraine, som presser priser på byggematerialer yderligere op, lyder der også endnu køligere meldinger.
Eksempelvis fra Bygherreforeningen, som forrige uge fortalte, at 52 pct. af bygherrerne forventer at aflyse projekter resten af året på grund af stigende priser.