Landets største CO2-udleder stopper med at afbrænde fækalie-rester
Aalborg Portland er udover at være Danmarks største udleder af CO2 også Danmarks største importør af affald. Men fra næste år er det slut med en særlig type CO2-neutralt affald; tørret spildevandsslam dannet af fækalier og affald fra håndvaske.
- Vi stopper med den afbrænding, fordi mængderne er så små og kræver en del logistik, siger Aalborg Portlands bæredygtighedschef, Thomas Uhd, til Klimamonitor.
Valget knytter sig til, at spildevandsslam kan selvantænde, og at Aalborg Portland skal opretholde udgifter til brandsikkerhed.
Afvisningen af fremover at afbrænde tørret spildevandsslam får særligt to konsekvenser. Den første er for Aalborg Kommune.
Har vundet opgaven i årevis
Kommunens renseanlæg har i 11 år betalt Aalborg Portland for afbrænding af slam. Den praksis skyldes, at Aalborg Kommune modsat mange andre kommuner som et forsigtighedsprincip overfor grundvandsbeskyttelse afviger fra Miljøstyrelsens anbefalinger, om at screenet spildevandsslam godt må spredes på landbrugsmarker og anvendes som gødning.
I stedet har Aalborg Forsyning sendt opgaven med at afhente og afbrænde spildevandsslam i udbud. Den opgave har Aalborg Portland vundet de seneste 11 år og i stigende grad modtaget flere penge for at udføre. Aalborg Forsyning har eksempelvis i perioden 2017-2020 betalt cementfabrikken 4,96 mio. kr. for at aftage det tørrede slam, viser en aktindsigt fra Klimamonitor.
- Det er markedskræfterne, der bestemmer, og så er det klart, at jo dyrere, det bliver at få udført opgaven, jo dyrere og mere problematisk bliver det for os som renseanlæg, fortæller vand- og spildevandschef ved Aalborg Forsyning, Ole Neerup-Jensen, til Klimamonitor.
Lige nu er opgaven med at afhente og afbrænde spildevandsslammet i EU-udbud. Før Aalborg Portland begyndte at vinde opgaven, plejede Aalborg Forsyning at sende slammet til Tyskland for at blive afbrændt.
PFAS-bekymring
Den anden konsekvens ved Aalborg Portlands stop knytter sig til en øget bekymring over perfluoroalkylstoffer (PFAS) i naturen. PFAS også populært kaldet for evighedskemikalier kan gemme sig i spildevandsslam.
Aalborg Portland oplyser til Klimamonitor, at selskabet i stigende grad kontaktes af aktører, der vil betale for at komme af med spildevandsslam ved, at det kan blive brændt af. Aalborg Portland er også blevet kontaktet om statslig undersøgelse for bedst håndtering af spildevandsslam med PFAS over grænseværdier, og hvorvidt der var mulighed for at nyttiggøre spildevandsslam som energi til produktionsfremstilling.
- Vi har dog ikke gået videre med den undersøgelse og muligheden for at aftage mere spildevandsslam, fordi vores strategi til medforbrænding af alternative energikilder ikke omfatter spildevandsslam, siger bæredygtighedschef Thomas Uhd til Klimamonitor.
lda