Ny strategi og industrialisering giver milliongevinst hos elementproducent
– Hvor vi tidligere var en traditionel leverandør af bygningselementer til tag eller facade, så er vi nu i højere grad en industriel samarbejdspartner, der hjælper kunderne med at vælge de rigtige løsninger til deres byggerier. Vi inddrages tidligere i byggeprocessen og leverer løsninger med en stadigt højere færdighedsgrad.
Sådan lyder adm. direktør Martin Tholstrups beskrivelse i en pressemeddelelse om 2021 og den udvikling, som Taasinge Elementer gennemgår i disse år. Den omfattende strategisk proces indebærer en massiv industrialisering af virksomheden og hele sortimentet af træbaserede løsninger til byggeriet.
Arbejdet startede i 2018, og det begynder nu at vise sig i regnskabstallene. I det netop offentliggjorte 2021-regnskab forbedrede Taasinge Elementer sit driftsresultat med tæt på 10 mio. kr., Samtidig er et underskud på 5,5 mio. kr. før skat vendt til et plus på 3,1 mio. kr.
– Fremgangen er blandt andet et resultat af, at markedet i stigende grad efterspørger bæredygtige byggerier, forklarer Martin Tholstrup og tilføjer:
–Vi indgår flere og flere rammeaftaler med udviklere, der ønsker vores hjælp til at udvikle bæredygtige byggekoncepter.
Som eksempler fremhæver han et tæt samarbejde med Thybo Ejendomsudvikling om præfabrikerede løsninger til boligprojekter over hele landet samt JCN Bolig, der har Taasinge Elementer med i markante projekter som Lalandia Søndervig Feriepark og boligbyggeriet Made in Aarhus i Lisbjerg.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 83,580 | 65,728 | 64,807 |
Primært resultat | 5,700 | -4,197 | -3,006 |
Resultat før skat | 3,146 | -5,530 | -5,995 |
Årets resultat | 2,188 | -4,313 | -4,692 |
Omsætningsaktiver i alt | 106,156 | 78,631 | 65,764 |
Status balance | 173,176 | 148,265 | 139,134 |
Egenkapital | 2,326 | -0,843 | 3,464 |
Antal ansatte | 165 | 157 | 148 |
Kilde: CVR |
Savsmuld, spåner og affaldstræ giver varme
Internt på fabrikkerne er grøn omstilling et nøgleord. Foruden at sikre en certificeret, bæredygtig leverandørkæde har Taasinge Elementer haft fokus på at gøre sig fri af fossile brændsler ved blandt andet at bruge savsmuld, spåner og affaldstræ til at varme hallerne op. I 2022 bliver der installeret solcelleanlæg, som vil dække omkring 60 pct. af strømforbruget til lys og produktionsudstyr.
– Byggeriet står for mere end 30 pct. af den samlede CO2-udledning i Danmark, og vi ønsker med vores strategi at gøre det endnu mere attraktivt for bygherrer, udviklere og entreprenører at vælge træbaserede konstruktioner. Det gør vi blandt andet ved at have fokus på, hvordan vi kan bidrage til et bedre flow i byggeprocessen, så vores kunder kan levere deres byggerier hurtigere og med lavere omkostninger, siger Martin Tholstrup.
På agendaen for 2022 er fortsatte investeringer i overensstemmelse med strategien, herunder automatisering af maskinparken, energiforbedringer og kompetenceudvikling. Det forventes, at disse initiativer vil bidrage til fortsat vækst og udvikling.