Tonsvis af slam fra Lynetteholmen kan deponeres på halvøen
I stedet for at dumpe over to millioner ton slam i Køge Bugt har transportminister Trine Bramsen (S) præsenteret forligspartierne om en alternativ løsning i sagen om halvøen Lynetteholmen.
Ifølge B.T kan slammet fra byggeriet i stedet deponeres på selve Lynetteholmen, som skal fungere som et stort kar.
Det har Ritzau fået bekræftet.
Når slammet er lagt i bunden af karet, skal der lægges jord ovenpå, så det til sidst kan danne en ny ø.
Dumpning af slam har været indstillet siden marts. Det er Trine Bramsens mål, at det ikke skal genoptages. Det har hun tidligere sagt, og det gentager hun på et samråd torsdag formiddag.
Hun fortæller også, at hun har præsenteret partierne for et alternativ. Uden dog at fortælle, hvad alternativet er.
Hvis forligspartierne ønsker at gå videre med den nye løsning, vil det skubbe projektet et år ud i fremtiden, siger Trine Bramsen. Men det er op til forligskredsen at træffe beslutning om det, påpeger hun.
Det noterer Alternativets Torsten Gejl sig, da hans parti længe har ønsket at få sagt det kæmpemæssige anlægsprojekt på pause.
Det samme har Enhedslisten, som hele tiden har været i projektet.
Lynetteholmen er det største byggeprojekt siden anlæggelsen af Christianshavn.
Halvøen bliver blandt andet bygget for at imødekomme mangel på boliger. Når øen er færdig i år 2070, skal der være plads til 35.000 beboere. Desuden skal halvøen fungere som stormflodssikring.
Idéen blev præsenteret i efteråret 2018. Det var af den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København, Frank Jensen (S).
I forbindelse med byggeriet skal der fjernes 2,5 millioner tons slam. Det er blevet besluttet, at det skal dumpes i Køge Bugt.
Men på trods af forsikringer om at det ikke vil føre til miljøskader, har manøvren vakt bekymring blandt andet i Sverige og en række kommuner omkring Køge Bugt.
Kritikken er taget til, efter at DR for nogle uger siden kunne fortælle, at "de omfattende studier" af miljøkonsekvenserne ved byggeriet bygger på en gammel forskningsartikel.
Det er både miljøminister Lea Wermelin (S) og Trine Bramsen, som er i samråd torsdag formiddag om kritikken af miljøvurderingerne.
Det kan i sidste ende udløse en politisk næse til de to ministre for deres rolle i sagen.
/ritzau/