”CE - se dig for!”
Sommeren er fuld af gør-det-selv-projekter. Energistyrelsen står bag en igangværende kampagne, som skal vise danskerne, hvad de skal se efter, når de køber byggevarer.
Det er hovedbudskabet i Energistyrelsens oplysningskampagne over for forbrugere, håndværkere og professionelle byggeafdelinger i boligorganisationer.
Med kampagnen, der kører frem til sommeren 2012, vil Energistyrelsen udbrede et vigtigt budskab: Man skal se sig for, når man køber byggevarer. Går man efter CE-mærket, så er varen testet, og man kan se, om den overholder kravene til bl.a. sikkerhed og sundhed.
De fleste byggevarer skal i dag være CE-mærkede, som viser, at producenten har styr på byggevarens egenskaber i forhold til sikkerhed og sundhed. Forhandleren har ansvaret for, at de byggevarer, der sælges, er CE-mærkede. Derfor er det vigtigt, at de udførende parter i byggeriet spørger efter CE-mærket hos leverandørerne af hensyn til sikkerheden og sundheden for beboere eller brugere af bygningerne.
Kontorchef i Energistyrelsen, Dorte Nøhr Andersen, siger:
- Håndværkere og forbrugere skal kunne stole på, at de byggevarer de køber, lever op til de fastsatte krav om sundhed og sikkerhed, ligesom forbrugerne skal kunne stole på, at fx isoleringsmaterialer eller vinduer isolerer ligeså godt, som producenterne påstår.
Energistyrelsen gennemfører løbende markedsovervågning af byggevarer, og som et led heri sætter den igangværende kampagne fokus på CE-mærket, så håndværkere og forbrugere ved, hvad de skal se efter, når de køber byggevarer:
- I Energistyrelsen forventer vi, at informationskampagnen vil være med til at styrke det generelle vidensniveau om reglerne for CE-mærket og dermed understøtte, at byggevarer, der handles i Danmark, er sunde og sikre og markedsføres i fair konkurrence, fortæller Dorte Nøhr Andersen.