Ny aftale sikrer praktikpladser inden otte uger
Partnerskabsaftale mellem Dansk Byggeri Østsjælland og Greve Kommune skal sikre, at flere unge på erhvervsuddannelserne får en praktikplads i byggebranchen.
Han glæder sig over, at Greve Kommune har indgået et partnerskab med Dansk Byggeri Østsjælland. En partnerskabsaftale er modsat sociale klausuler en frivillig aftale, hvor kommunen og de lokale håndværksvirksomheder i fællesskab vil arbejde for at skaffe flere praktikpladser til unge, som er begyndt på en uddannelse indenfor bygge- og anlægsbranchen.
- Vi har set i andre kommuner, at den slags frivillige aftaler får flere håndværksmestre til at undersøge mulighederne for at tage en ekstra lærling eller måske dele en lærling med en anden virksomhed. Og de lokale virksomheder i Greve vil helt sikkert gøre det samme, siger Niels Moestrup.
Sikre branchen for fremtiden
Partnerskabsaftalens mål er, at unge i Greve skal have en praktikplads senest otte uger efter, at de har afsluttet deres grundforløb på skolen. De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser, at kun hver femte ung vælger en erhvervsuddannelse, og det er alt for lidt, vurderer Dansk Byggeri Østsjælland.
- Hvis ikke vi skaffer praktikpladser til de unge, så går de andre veje, og vi kommer på sigt til at mangle faglærte indenfor særligt bygge- og anlægsbranchen. Så vil der i stedet være en stor gruppe unge med en gymnasialuddannelse, der ikke kan få job. Det er dyrt for samfundet, og det vil skade vores konkurrenceevne, siger Niels Moestrup.
Nødvendigt at arbejde sammen
Roskilde Kommune indgik i februar også en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri Østsjælland. Niels Moestrup håber, at partnerskabsaftalerne vil sprede sig til endnu flere kommuner.
- Hvis flere unge skal have en praktikplads, så bliver kommunerne, skolerne og erhvervslivet nødt til at arbejde sammen. Og her kunne det være en god ide at genoplive erhvervspraktikken og indføre virksomhedsbesøg allerede fra 6. klasse, så de unge får en viden om, at der er mange andre muligheder end en gymnasiet, siger han.