Så er der vand i MT Højgaard-projekt
Selvom den 2.000 m² store svømmehal 'Klinten' ved St. Heddinge først åbner først 2. august er der nu vand i bassinerne. At klargøre hallen er nemlig en kompliceret proces.
- Når et nyt bassin bliver fyldt første gang, kan man faktisk ikke se bunden. Derfor filtrerede vi vandet gennem en hel uge, før det var rent nok. Så tjekker vi flowet i systemet, for en kop farve skal kunne fordele sig i alle bassiner på 10 minutter. Når det er på plads, skal vi fylde klor i vandet og justere surhedsgraden, før vi gennemfører en række bakterieprøver med en uges mellemrum. Og først når alle disse prøver er OK, giver vi vandet fri til at bade i, siger han.
MT Højgaard blev tilknyttet projektet som totalentreprenør i 2010 , kun en uge efter at kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune vedtog den lokalplan, der gjorde byggeriet af det nye svømmebad muligt.
Energirigtigt og avanceret byggeri
Svømmehallen ”Klinten” er opført så energi- og miljørigtigt som overhovedet muligt. Det involverer blandt andet et af landets største ventilationsanlæg og et internt rensningssystem, så de cirka 1100 kubikmeter vand i bassinerne kan bruges igen og igen. På den måde skal der kun tilføres seks liter nyt vand per badegæst. De mange funktioner gør svømmehallen til et teknisk meget avanceret byggeri, og den 2.000 m² store kælder er derfor fyldt med forskellige installationer og rør.
- Faktisk ligger halvdelen af den samlede pris for svømmehallen under jorden, smiler Filip Behrens og tilføjer:
- Der har været knyttet 21 forskellige fagentrepriser og otte rådgivere til projektet, og jeg har haft et sug i maven hver gang, der skulle nye folk på banen. Men alt har passet perfekt, og de få udfordringer, der har været, har vi løst i en rigtig god stemning.
Badeområdet i ”Klinten” er på 2.080 m² og har plads til både et wellnessområde med varmtvandsbassin, saunaer og tre bassiner af forskellig størrelse. Målene i det største bassin lever op til de internationale krav, så det bliver muligt at afholde internationale konkurrencer i hallen.