Calum køber stor grund på sin "gamle hjemmebane”
Den nordjyske ejendomsudvikler Calum har netop købt en 1,5 ha stor projektgrund i satellitbyen Vestbjerg nord for Aalborg. Her er der mulighed for at udvikle et byggeprojekt med op til 5.000 kvm tæt på Calums hjemstavn i Aalborg.
Det skriver EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har formidlet salget, i en pressemeddelelse.
– Vi har et generelt fokus på de danske vækstcentre og ikke mindst i og omkring København. Derfor føles det rigtig godt, efter en mindre pause, nu at være tilbage på vores gamle hjemmebane i Aalborg, siger Morten Nielsen, salgschef hos Calum, i pressemeddelelsen.
Han betegner det endvidere som en interessant case.
– Lokalplanen giver mulighed for at bygge op til 5.000 kvm, som kan udlægges som tæt/lavt byggeri som er rækkehuse i 1. eller 2. plan. Men der kan også bygges fritliggende parcelhuse, da vi har mulighed for at sælge grundene stykvise, men vi vil gå efter at bygge tæt/lavt byggeri i vores vanlige høje kvalitet tilpasset og integreret i de smukke omgivelser, fortæller salgschefen.