23948sdkhjf

64 vvs-anmeldelser på autorisationsområdet

Ud af de 171 anmeldelser om overtrædelser på autorisationsområdet, som Sikkerhedsstyrelsen havde modtaget pr. 20. juni var de 64 indenfor vvs-området.
Sikkerhedsstyrelsen har i år pr. 20. juni har modtaget 171 anmeldelser om overtrædelser på autorisationsområdet. Anmeldelserne er fordelt med 64 indenfor vvs, 71 sager vedrørende kloak samt 36 på el-området. Det oplyser DS Håndværk og Industri.

Styrelsen følger op på alle anmeldelser og har indtil medio juni anmeldt 85 overtrædelser til politiet. Inden for de seneste to måneder har Sikkerhedsstyrelsen fået tilbagemelding om 17 sager, som politiet har afsluttet. Der er tale om 12 domme og fem bødeforlæg.

I 2011 modtog Sikkerhedsstyrelsen 346 anmeldelser om overtrædelser på autorisationsområdet. Heraf er 175 overtrædelser blevet meldt til politiet.

Falsk reklame
Sagerne handler mest om ulovlig annoncering, hvor en håndværker kalder sig autoriseret uden at være det. Desuden vælger mange firmaer et navn, som kan få forbrugerne til at tro, at det har autorisation som f.eks. vvs-installatør.

Udover sager om ulovlig annoncering, går anmeldelserne også på, at der er udført autorisationskrævende arbejde af et firma, der ikke har autorisation. Der er også enkelte tilfælde af stråmandsvirksomhed, hvor et autoriseret firma færdigmelder arbejde udført af et andet firma, der ikke har autorisation. Sidst, men ikke mindst er der også sager, hvor arbejdet ikke er blevet færdigmeldt efter reglerne.

Domstolene bestemmer
Bødestørrelsen for overtrædelsessager bestemmes af domstolene. Når sagsbehandlingen er afsluttet, politianmelder styrelsen de sager, man vurderer, bør udløse en bøde. Og så er det op til politi og anklagemyndighed at tage stilling til sagen og rejse sigtelse mod firmaet.

Sikkerhedsstyrelsen indstiller samtidig med anmeldelsen, hvilken størrelse bøden kan have, og på det område har man hævet bødeforslagene. Der indstilles nu til, at ulovlig annoncering takseres til 10.000 kr. mod før 5.000 kr. Udførelse af uautoriseret arbejde på én adresse indstilles til en bøde på 15.000 kr., mens uautoriseret arbejde på flere adresser minimum indstilles til en bøde på 20.000 kr.

Hver sag behandles individuelt, så bødeforslagene kan også afhænge af, hvor stor en fortjeneste, der har været tale om i forbindelse med det uautoriserede arbejde.

Sådan anmeldes sagerne
Ulovligt arbejde i forhold til autorisationsloven kan anmeldes direkte til Sikkerhedsstyrelsen eller anonymt via DS Håndværk & Industri, som sender sagen videre til Sikkerhedsstyrelsen.

Når Sikkerhedsstyrelsen modtager en anmeldelse, sender de en kvittering for modtagelsen til anmelderen. Derefter vurderes sagen, og Sikkerhedsstyrelsen beslutter, om den skal meldes til politiet. Det skal understreges, at man som anmelder ikke kan forvente at blive orienteret yderligere i sagen, fordi mulighederne for aktindsigt i henhold til offentlighedsloven og forvaltningsloven er begrænsede, når en anmeldelse kan ende med en straffesag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078