Arkitekt-brødre giver familieklenodie videre
Der er ikke noget at sige til, hvis følelser sad udenpå tøjet, da brødreparret Torben og Karsten Nagel stillede sig op foran alle medarbejderne i den arkitektvirksomhed, som bærer deres efternavn. Beskeden var, at Mangor & Nagel var blevet opkøbt af Aart.
- Når man er født ind i en arkitektvirksomhed, som vi er, betyder virksomheden virkelig meget, fortæller Torben og Karsten Nagel, og fortsætter:
- Der er mange følelser, men det er rigtig gode følelser. Vi fortalte det til alle medarbejderne, som efterfølgende klappede.
Den respons betød meget for de brødreparret, der nærmest lærte at tegne, før de kunne gå.
Det rigtige at gøre
Om halvandet år er der ikke længere noget, som hedder Mangor & Nagel. Men trods det, mener brødrene Nagel, at sammensmeltningen med Aart er det helt rigtige at gøre.
Mangor & Nagel – en del af Aart
Med opkøbet overgår Mangor & Nagel til at hedde ’Mangor & Nagel – en del af Aart’ frem til 2023, hvorefter virksomheden bliver en fuldt integreret del af den samlede Aart-koncern og overgår til at hedde Aart
Organisatorisk vil Mangor & Nagel i store træk forblive som i dag. Bente Priess Andersen vil fortsætte som administrerende direktør og vil fremover udgøre ledelsen sammen med Jacob Andersen som teknisk direktør, Claus Søndergaard som kreativ chef og Søren Stoustrup som markeds- og tilbudschef
Karsten Nagel og Torben Nagel vil træde ud af ledelsen og få et sæde i bestyrelsen af ’Mangor & Nagel - en del af Aart’. Derudover vil de fortsætte som ambassadører for virksomheden
I sin teamstruktur vil virksomheden også fortsætte som hidtil, mens der vil etableres flere initiativer med fokus på at fremme videndeling og samarbejde på tværs af den samlede Aart-koncern
- Vi bliver en del af noget, som har det samme setup som os. Det har vi det rigtig godt med, siger de og tilføjer:
- Det er et indlysende match. Vi har samme struktur og tilgang. Derfor bliver 2+2 til 5. Vi bliver en væsentlig spiller, når vi slår os sammen. Samtidig får vi hos Mangor & Nagel også løst vores generationsskifte. Det, der også betyder noget, er alle de mennesker, vi er sammen med. Dem kan vi sikre trykhed og give en masse muligheder fremadrettet.
Bredere faglighed
Foruden generationsskiftet og fremtidsperspektiverne for medarbejderne er der også arkitektfaglige gevinster ved sammenlægningen af virksomhederne.
- Vi vinder også på hele den faglige sammensmedning. Der kommer nemlig god arkitektur ud af at arbejde sammen. Der begynder det at spille, lyder det fra Nagel-brødrene, som ser et stort potentiale rent markedsmæssigt.
- Aart er i Århus, Oslo og Stockholm, mens vi er store på Sjælland og i København. Vi dækker andre sektorer, end de gør, som eksempelvis almene boliger og privatboliger.
Bliver som ambassadører
Handlen mellem de to tegnestuer betyder, at 90 procent af aktierne i Mangor & Nagel bliver købt af Aart. De sidste 10 procent beholder brødrene. Med i overdragelsen følger også en ny titel. Torben Nagel, der i dag er kreativ direktør og partner, mens Karsten Nagel er partner, kan fremover kalde sig ambassadører.
Der går endnu halvandet år, før de to virksomheder navnemæssigt er sammensmeltet. Frem til 2023 skal man vende sig til navnet ’Mangor & Nagel - en del af Aart’. Herefter bliver virksomheden en fuldt integreret del af den samlede Aart-koncern og overgår til at hedde Aart.
- Næste år fejrer vi 75 års jubilæum. Det sker under eget navn, og det var også en del af tanken, fortæller brødrene.