23948sdkhjf

Thema har fortsat fokus på omkostningerne

Byggeriets krise og en igangværende turnaround koster på bundlinjen. Ledelsen forventer fremgang, men budgetterer med endnu et negativt resultat i 2012.
Da Poul Fuglsbjerg i januar 2011 tiltrådte som administrerende direktør hos vinduesproducenten Thema, var det med målet om at flerdoble omsætningen og skabe overskud inden for en kort årrække.

Det nyligt offentliggjorte 2011-regnskab viser imidlertid, at der fortsat er et stykke vej at gå, inden Thema bliver en overskudsforretning.

2011-sluttede således med et underskud på -14,1 mio. kr., hvilket er en nedgang på godt 4 mio. kr. i forhold til året før. I sin ledelsesberetning erkender Thema, at omstruktureringen er gået langsommere end ventet. Heraf fremgår det også, at selskabet, som følge af den negative drift, er blevet tilført 40 mio. kr. kontant til en forhøjelse af egenkapitalen, som ved årets udgang udgjorde 29,8 mio. kr.

En strategi baseret på dansk produktion
Thema investerede kort før krisen et anseeligt millionbeløb i nyt domicil og nye maskiner. Blandt andet derfor offentliggjorde virksomheden sidste år, at fabrikken i Horsens skulle omdrejningspunkt for den fremtidige forretning.

- Vi er alene ordreproducerende, og vi tror på, at vi kan få så godt styr på fabrikken her, at det vil være den bedste forretning at holde produktionen af enkeltordrerne her. Usikkerheden bliver for stor, hvis vi skal levere den ønskede kvalitet uden at have fuldt snor i produktionen. Samtidig vil distributionen blive et fordyrende led, og det har vi ingen ønsker om at belaste kunderne med, sagde direktør Poul Fuglsbjerg blandt andet ved den lejlighed.

Skærpet profil på salgssiden
Thema har desuden oprustet betydeligt på personalesiden. Fra 2010 til 2011 blev antallet af medarbejdere udvidet fra gennemsnitligt 64 fuldtidsansatte til 81. Nyansættelserne er foretaget i både produktion, administration – og ikke mindst salg:

- Vi er i fuld gang med at realisere den turnaround, som blev sat i gang for halvandet år siden, og et af midlerne til det er at skærpe vores profil på salgssiden. Thema skal være en foretrukken leverandør i hele landet, og det bliver man ved at have kvalificerede folk på alle poster, som kan yde rådgivning og skabe tryghed omkring løsning og leverance, siger Poul Fuglsbjerg.

Forventer forbedret resultat i 2012
Thema er gået ind til 2012 med en forventning om et nyt negativt resultat, som dog forventes at blive bedre end resultatet for 2011. Forbedrende tiltag er iværksat, og ledelsen fokuserer løbende på tilpasning af omkostningerne.

Som følge af den negative driftsaktivitet (i 2011 -21,6 mio. kr.) forventer ledelsen, at der vil opstå et behov for at udvide de nuværende kreditter.

- Med baggrund i de foreliggende budgetter for 2012 er det ledelsens forventning, at selskabet vil få behov for en udvidelse af de nuværende driftskreditter for at sikre den nødvendige driftslikviditet. Dette vil ske dels ved udvidelse af driftskreditter med pengeinstitutter, og, i de omfang det må være nødvendigt, vil koncernen støtte selskabet med den nødvendige likviditet, oplyser Thema.

REGNSKABSTAL 2011 THEMA A/S
(t.kr.)
Resultatopgørelse
Bruttofortjeneste: 20.548 (2010: 17.733)
Resultat af primær drift: -14.821 (2010: -9.020)
Finansielle poster, netto: -3.965 (2010: -4.348)
Årets resultat: -14.097 (2010: -10.024)

Balance
Balancesum 108.490 (2010: 101.868)
Egenkapital: 29.841 (2010: 3.938)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078