Danske arkitekter på spil i Tyskland
Vilhelm Lauritzen Arkitekter (VLA) er med på det team, der netop har vundet et 11.000 m² stort boligbyggeri i Rostock.
Projektet omfatter en boligbebyggelse på i alt 11.000 m2, placeret mellem bymuren og Warnow. Bebyggelsen består af flere forskellige boligtyper, som med deres varierede udtryk vil appellere til forskellige behov og målgrupper.
Størrelserne vil spænde fra byhuse i 2 etager med tagterrasse til studio- og 1-planslejligheder. Variationen af boligtyper, sammen med en elegant behandling af facaden med den knækkede facade som et af byggeriets mere markante træk, giver unikke kvaliteter til boligerne, både når det drejer sig om udsigt og rumlighed.
De kontekstuelle udfordringer, med bl.a. risiko for højvand og oversvømmelse, er i projektet blevet en del af den arkitektoniske udformning og bidrager derved til at sikre både bæredygtighed og et smukt holdbart byggeri.
En enig jury beskriver vinderforslaget som ”arkitektur af meget høj kvalitet med fremragende grundplaner, der skal danne grundlag for udviklingen af det fremtidige bæredygtige boligområde.”
Projektering af det nye boligområde forventes igangsat august 2012.