23948sdkhjf

Nye kritiske forhold omkring Aalborgs udbygningsaftaler

En ekstra pulje udbygningsaftaler, som Aalborg Kommune har indgået med bygherrer, er gået efter i sømmene. Og ligesom det var tilfældet, da den store advokatundersøgelse af kommunens håndtering af udbygningsaftaler blev præsenteret i december sidste år, er langt hovedparten af de ny-undersøgte sager ikke håndteret efter bogen. 

Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse efter, at resultatet af den supplerende advokatundersøgelse af udbygningsaftaler fra Horten Advokatpartnerselskab blev præsenteret for By- og Landskabsudvalget torsdag 24. marts. 

21 udbygningsaftaler var del af den supplerende undersøgelse. Herunder 10 ikke tidligere undersøgte sager samt 11 af de sager, der indgik i den første advokatundersøgelse, som nu er undersøgt i forhold til planlovens § 21b, stk. 2 og 3. 

I forhold til om udbygningsaftalerne i de 10 nye undersøgte sager er indgået på bygherres initiativ vurderer advokaterne, at én sag er overvejende ikke-kritisk, fem sager er overvejende kritiske, og fire sager er kritiske. Med andre ord svarer det til mønstret fra advokatundersøgelsen i december 2021. 

– Det er en trist sag - både for de involverede bygherrer og for forvaltningens medarbejdere. Nu skal vi videre, udtaler Jan Nymark Thaysen, rådmand i By og Landskab, Aalborg Kommune i pressemeddelelsen. 

– Der er gennemført kursusforløb i journaliserings- og notatpligt, og By- og Landskabsudvalget har den 17. februar 2022 godkendt et nyt administrationsgrundlag, som forvaltningen har taget i anvendelse, tilføjer han. 

Fra kommunen lyder det også, at der forestår - og er igangsat - et arbejde med opsamling af alle igangværende sager - det vil sige lokalplansager med udbygningsaftaler, der ikke er endeligt vedtaget. 

Anbefaler at vente med tilbagebetalinger 

Kommunens fremgangsmåde er kritiseret af blandt andre ejendomsudvikler Torben Nielsen, der står i spidsen for TN Udvikling. Da konklusionerne om kommunens arbejde blev fremlagt i december, pegede han på mulige økonomiske konsekvenser:  

– Med det, der er lagt frem i dag, håber jeg, at den aftale og alle andre aftaler, hvor der er begået, vil blive omgjort. I den forbindelse mener jeg også, at Aalborg Kommune skal tilbagebetale de millioner, som man har fået i kassen på et forkert og ulovligt grundlag, sagde Torben Nielsen dengang til TV2 Nord. 

Advokatfirmaet Horten anbefaler ifølge Aalborg Kommunes pressemeddelelse dog ikke, at kommunen - for så vidt angår de afsluttede sager – af egen drift tilbagebetaler midler, grundejer har afholdt i henhold til udbygningsaftaler, der ikke lever op til planloven. 

Begrundelsen er, at kommunen kun kan tilbagebetale, hvis der er et relativt sikkert grundlag for, at kommunen er retligt forpligtet. Horten anbefaler derfor, at kommunen afventer eventuelle sager ved domstolene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095