23948sdkhjf

Britiske arkitekter skal tegne det nye Bispebjerg

Arkitektfirmaet BDP er udpeget som vinder af helhedsplankonkurrencen for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Vinderprojektet deler området op i fire kvarterer.
Efter lang tids spænding er vinderen af helhedsplanen for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg udvalgt.

Britiske BDP løber med sejren i samarbejde med det danske arkitektfirma TKT og Rambøll Danmark.

- Vinderforslaget er valgt, fordi det tænker hospitalet som en by med fire forskellige kvarterer med hver sit særpræg. Fordi de grønne og rekreative områder er tænkt ind som en afgørende del af planen. Og fordi en enkel og konsekvent trafikløsning sikrer ro, tilgængelighed og orientering på området, siger regionsrådsmedlem Lars Gaardhøj, som er formand for projektets politiske følgegruppe.

Respekt for det gamle Bispebjerg
Vinderprojektet deler området ind i fire kvarterer med hver sin klare identitet: Det somatiske hospitalskvarter i den nordlige del mod Tuborgvej, det psykiatriske kvarter i den nordøstlige del, det historiske kvarter med administration, forskning og laboratorier i den sydlige, fredede del og et grønt parkkvarter med centralt ankomstområde i midten.

- En vigtig del af opgaven var at skabe nogle rammer for det nye hospital, som respekterer Martin Nyrops fredede pavilloner. Den udfordring er løst ved at holde afstand til de gamle bygninger. På den måde skabes samtidig rum for masser af grønne områder, der viderefører det naturskønne Bispebjerg, som vi kender det i dag, forklarer Lars Gaardhøj.

Hospitalets ’grønne hjerte’
Som et overraskende greb placerer vinderprojektet hospitalets ankomstområde i midten som et stort, grønt, pulserende hjerte. Her samles og fordeles personale, patienter og besøgende ud på hospitalets forskellige kvarterer.

- Der er gjort meget for at fastholde og forstærke de grønne områder, så både patienter og personale let kan få adgang til dem. Valgene i helhedsplanen sikrer et grønt miljø og en rolig by-stemning omkring hospital og psykiatri, konstaterer vicedirektør Claes Brylle Hallqvist, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, der er ansvarlig for byggeprojektet.

De rekreative områder fungerer allerede i dag som en integreret del af hverdagen for både patienter, medarbejdere og naboer. Den grønne helhed i projektet og ro på området er sikret for fremtiden ved en gennemført trafikløsning med ensrettede veje og centrale parkeringsmuligheder. På den måde løser vinderforslaget de nuværende parkeringsproblemer, der ofte giver unødig trafik af parkeringssøgende bilister.

Samler psykiatrien
Endnu en gevinst ved vinderprojektet er, at det er lykkedes at samle psykiatrien i den nordøstlige del af området i stedet for som i konkurrenceoplægget spredt i syd og øst. Det betyder både, at psykiatrien får mulighed for at skabe bedre sammenhæng for patienter og personale, og at byggeriet vil forløbe lettere fordi hospital og psykiatri ikke ligger i vejen for hinanden.

- Vi får også mulighed for relativt tidligt i byggeforløbet at opføre og ibrugtage nye Fælles Akutmodtagelser for både hospital og psykiatri, så vi hurtigt kan give de akutte patienter nye rammer. Og udbygningen kan foregå samtidig med, at det eksisterende hospital er i fortsat drift, siger en tilfreds Claes Brylle Hallqvist.

FAKTA:
• Byggeriet omfatter 121.000 kvadratmeter nybyggeri og 96.000 kvadratmeter renovering og forventes at vare fra 2014 til 2025.

• Selve hospitalsdelen har et budget på 2,95 mia. kr. og finansieres af Kvalitetsfonden. Psykiatridelen er budgetteret til 1,03 mia. kr. og finansieres af Region Hovedstaden.

• Konkurrencen om en helhedsplan blev udskrevet i efteråret 2011. 50 hold fra hele verden søgte om at deltage, og otte hold blev prækvalificeret. I marts 2012 blev britiske BDP og danske Drees & Sommer Nordic valgt til at gå videre til anden fase af konkurrencen.

• Helhedsplanen skal danne grundlag for en lokalplan for området. Københavns Kommune står for at udarbejde lokalplanen.

• De to helhedsplanforslag udstilles i forhallen i bygning 60 på Bispebjerg Hospital fra 21. juni til midt i august, hvorefter udstillingen flytter til Frederiksberg Hospital. Udstillingen er åben døgnet rundt.

• Læs mere om byggeprojektet på www.nythospitalbispebjerg.dk, hvor det også er muligt at se plancher fra alle projektforslagene og læse konkurrenceprogrammet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079