23948sdkhjf

Ny rekord: Huscompagniet runder 4,3 mia. kr.

Landers største husbygger kan se tilbage på et ekstraordinært godt 2021, hvor omsætningen steg med 20 pct. til 4,3 mia. kr. Resultatet af den primære drift steg med 16 pct. til 401 mio. kr. svarende til en margin på 9,3 pct.

Årets resultat vækker stor tilfredshed i ledelsen efter endnu et år, der har været præget af COVID-19 pandemien: 

– Jeg er særdeles godt tilfreds med vores resultat i 2021, og den flotte vækst vi har oplevet. På trods af udfordrende tider løfter vi både vores top- og bundlinje markant, og det gør vi ved at holde omkostningsfokus og tilpasse vores salgspriser med kostpriser. Det beviser, at den strategi vi har lagt, er rigtig, og at vores model virker, siger Martin Ravn-Nielsen, adm. direktør i HusCompagniet, i en pressemeddelelse fra typehusgiganten.

Fakta: HusCompagniet

HusCompagniet er leverandør af fritliggende enfamilieshuse i Danmark, og faciliterer også rækkehuse til både private forbrugere og professionelle investorer.

I Sverige producerer HusCompagniet præfabrikerede træhuse gennem VårgårdaHus-mærket. 

I 2021 leverede HusCompagniet 1.831 huse, hvoraf 1.441 var parcelhuse i Danmark, hvilket ifølge firmaet svarede til en markedsandel på cirka 24 pct. af det danske markedssegment for nybyggede parcelhuse.

HusCompagniet har i dag 16 kontorer med showrooms i Danmark og Sverige samt digitalt salg online. HusCompagniet har i dag mere end 400 ansatte.

Antal leverede huse steg med 12 pct. til i alt 1.831 mod 1.638 året før, mens salget steg med 24 pct. til 2.376 huse. På B2B markedet for rækkehuse har HusCompagniet skabt en stigning med en andel på 12 pct. af den samlede omsætning i 2021 mod 3 pct. året før.

Forventer samme omsætning - mindst

Årsregnskabet er det andet, efter børsnoteringen i november 2020. 

– Vi er kommet langt med at levere i forhold til de initiativer, vi satte i gang i kølvandet på børsnoteringen, og i år leverer vi en ekstraordinær høj vækst. Det er jeg stolt af. Samtidig viser vi også vores investorer, at vores strategi for B2B markedet for rækkehuse bærer frugt, ligesom vi øger vores markedsandele i Sverige, som er vores to forretningsben udover danske enfamiliehuse, siger Martin Ravn-Nielsen. 

Virksomheden foreslår 50 procent i udbytte af årets resultat. Således udlodder HusCompagniet 132 millioner kroner (7,35 kr. pr. aktie) i udbytte, på baggrund af resultatet for 2021, til godkendelse på generalforsamlingen i april. 

– Siden noteringen i november 2020 har vi returneret omkring 400 mio. kr. til vores aktionærer i form af udbytte eller ved aktietilbagekøb, siger Mads Dehlsen Winther, CFO hos HusCompagniet, i pressemeddelelsen. 

HusCompagniet forventer i 2022 en omsætning på 4.350-4.650 mio. kr., EBITDA før særlige poster på 420-450 mio. kr. og en indtjening (EBIT) på 370-400 mio. kr.

Huscompagniet A/S
mio. kr. 2021 2020 2019
Nettoomsætning 4.315 3.598  3.496
Bruttofortjeneste 875 756 716
Driftsresultat før specielle poster 355 299 288
Driftsresultat  355 220 271
Årets resultat 265 92 0
Egenkapital 1.885 1,857 1,777
Antal ansatte 455 452 436
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111