Åbner i dag: Bygningspuljen har fået flere tilskudskroner til varmepumper
Når Bygningspuljen åbner i dag onsdag den 16. marts for en ny ansøgningsrunde til energirenoveringer, er der større sandsynlighed for at pengene kommer til at gå til en varmepumpe danske boliger.
Energistyrelsen har således valgt at ændre på fordelingen, så 80 pct. af tilskudskronerne nu skal gå til et varmepumpeprojekt. Hidtil har der været krav om minimum 60 pct., mens de resterende penge kunne bruges på blandt andet nye vinduer og mere isolering.
- Med den eksplosive stigning i interessen for at komme af med naturgassen eller fyringsolien og skifte til en varmepumpe, så giver det rigtig god mening at kanalisere pengene derhen, hvor efterspørgslen er, siger Troels Hartung, chefkonsulent i Tekniq Arbejdsgiverne, i en pressemeddelelse.
867 mio.kr. uddelt
I den netop åbnede runde er der cirka 300 mio. kr. på højkant, hvilket betyder, at 240 mio. kr. er øremærket til projekter, hvor eksempelvis det gamle olie- eller naturgasfyr bliver udskiftet med en vandbåret varmepumpe.
Selve tilskudsstørrelsen er der ikke ændret på i denne omgang. Det betyder, at et typisk parcelhus på 130 kvm. vil udløse et tilskud til konverteringen på cirka 14.000 kr.
Siden Bygningspuljens start i oktober 2020 har Energistyrelsen givet tilsagn om støtte til cirka 18.000 konverteringer til varmepumper. Samlet set er der indtil videre givet tilsagn for 867 mio. kr. til 26.161 projekter.
Læs mere om ansøgning til Bygningspuljen her