23948sdkhjf

Største byplanlægningsprojekt til dato er dansk arkitektfirmas brohoved i Baltikum

Danske 1:1 Landskab har netop afleveret masterplanen for Riga Port City, som dækker 60.000 kvm centralt i Letlands hovedstad, og er tegnstuens største byplanlægningsprojekt til dato.

Det skriver landskabsarkitekfirmaet i en pressemeddelelse.

De danske landskabsarkitekter har været den bærende kraft på byrummene og byrumsstrukturerne på et projekt, der får stor betydning for udviklingen af den lettiske hovedstad de næste 50 år.

Udviklingen af masterplanen er sket i tæt samarbejde med Hosoya Schaefer Architects fra Zürich, der står bag Hafencity i Hamborg og den lokale lettiske tegnestue Éter. Gehl Architects står for mobiliteten.

Genbruger og bevarer

I planen fokuserer 1:1 Landskab på rummene fremfor dyre materialer og prøver så vidt muligt at genbruge materialer og strukturer, så planen kan realiseres nu og i fremtiden. Havnens mest imponerende industribygninger som siloer, kraftvarmeværk og kraner bevares, mens skalaerne i rummene brydes ned.

– Havnen har været lukket for offentligheden i årtier. Nu skaber vi en ny by, der bygger ovenpå områdets rige industrihistorie. Vi bryder de store industriskalaer ned, kobler havnen sammen med Rigas gamle by og øger adgangen til vandet. Centralt i omdannelsen bliver en 4,5 kilometer lang havnepromenade med boliger, butikker og restauranter, forklarer Simon Enemærke, der er seniorprojektleder i 1:1 Landskab, i pressemeddelelsen.

Brohoved i Baltikum

Selvom masterplanen er afleveret, er jobbet langt fra slut for den danske tegnestue, der forsætter det gode samarbejde med Riga Port City.

I den kommende tid skal landskabsarkitekterne arbejde videre med hovedelementerne i masterplanen og komme med indspil til den videre proces.

Derudover er det planen at bruge det store masterplan projekt til at skabe et brohoved i Baltikum. Tegnestuen er allerede meget aktiv i Norge, hvor de har flere store byudviklingsprojekter, nu er det planen at starte et baltisk eventyr.

– De baltiske lande er inde i en dynamisk udvikling med mange spændende byudviklingsprojekter. De vender sig mere og mere væk fra Rusland og ser mod Europa og Norden for inspiration. De er meget inspireret af dansk design og arkitektur og kan se fordelen i at samarbejde med danske firmaer, der er langt fremme indenfor byudvikling og landskabsdesign, forklarer Simon Enemærke.

De er meget nysgerrige og åbne for nye indtryk, så jeg er sikker på, at vi får landet endnu flere samarbejdsaftaler den kommende tid, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094