Varsom patienthåndtering sikrer NCC hospitalsordre
NCC Construction skal stå for el-installationerne under de næste 3½ års ombygning af Psykiatrisk Center på Hvidovre Hospital. Opgavens værdi er ca 11. mio. kr.
Entreprenøren Bent Nygaard Sørensen A/S’s team vandt totalentreprisen blandt andet for holdets store fokus på den nænsomme håndtering af den løbende flytning af patienterne imellem centerets ti bygninger efterhånden som arbejdet skrider frem.
Som en del af holdet tager NCC Constructions højt specialiserede afdeling for el-installation sig af fagentreprisen på det omfattende el-arbejde – en opgave til ca. 11 mio. mio.
Bygninger i drift kræver særligt fokus
Selv om NCC igennem flere år har opbygget en særlig ekspertise i at arbejde i hospitalsbygninger, mens de fortsat er i drift, er denne opgave alligevel lidt usædvanlig.
- Det siger sig selv, at lige netop psykiatriske patienter kræver lidt andre hensyn, end vi normalt støder på ved renoveringer og tilbygninger på hospitaler og sygehuse, men i bund og grund handler det om respekt for individet og for situationen, forklarer Johnny Sander, afdelingschef i NCC’s afdeling for el-installation.
- Vi bærer blandt andet særlige veste, således at personalet altid kan skelne vores folk fra andre. Den form for genkendelse er bare en lille praktisk detalje, men det er detaljerne, der gør den store forskel for alles tryghed, fortsætter Johnny Sander.
I forbindelse med arbejdet på Psykiatrisk Center Hvidovre skal ti længdehuse ombygges til nye 1-sengsstuer med eget bad samt enkelte ambulatorier. Samtidig opføres en ny konferencesal og fem nye mellembygninger opføres til at indeholde motionsrum, personalefaciliteter, besøgsrum, vaskeri med mere.