23948sdkhjf

Aarsleff øger omsætning og resultat

Halvvejs gennem regnskabsåret 2011/12 kan Per Aarsleff A/S melde om fremgang på både top- og bundlinje. Ledelsen forventer et samlet overskud før skat på 180 mio. kr.
Per Aarsleffs netop offentliggjorte halvårsregnskab, der er afsluttet ved udgangen af marts måned, viser et resultat på 76 mio. kr. før skat mod 68 mio. kr. i samme periode året før.

Omsætningen er steget fra 2.719 til 3.178 mio. kr., mens resultatet af primær drift er steget fra 72 til 83 mio. kr. Overskudgraden (EBIT-margin) er dermed faldet en anelse fra 2,7 til 2,6 procent.

De tre divisioner; Rørteknik, Anlæg og Fundering bidrager med henholdsvis 44, 35 og 6 mio. kr. før renter. De to førstnævnte har klaret sig bedre end ventet, mens udviklingen i Fundering er utilfredsstillende – blandt andet som følge af tabsgivende aktiviteter i England og Polen.

Fastholder forventningerne
Sammenlignet med i fjor er antallet af medarbejdere i koncernen vokset med hele 346 til i alt 3.608. Fremgangen skyldes anlægsdivisionen, hvor omsætningen er steget med 41 procent som følge af aktiviteterne på London Array Offshore Wind Farm, og i Anlæg forventer man en fortsat stigende aktivitet sammenlignet med sidste regnskabsår.

Ledelsen forventer samlet set et resultat på 180 mio. kr. før skat for hele regnskabsåret, og det er i overensstemmelse med det niveau, der blev udmeldt ved offentliggørelsen af årsrapporten 2010/11.

Forventningerne til koncernens omsætning er ligeledes uændrede, og omsætningen forventes således at blive højere end niveauet for regnskabsåret 2010/11.

- Generelt er aktiviteten i anlægsmarkedet på et relativt højt niveau, men præget af hård international konkurrence. På en stor del af Funderings udenlandske markeder er der dog i øjeblikket faldende aktivitet med heraf følgende yderligere skærpet konkurrence, vurderer Aarsleff.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125