23948sdkhjf

Succesfuld partnering på Rådhuspladsen

Med tømrerfirmaet Kjell Pedersen Entreprise i spidsen er en udskiftning taget på JP Politikens Hus nu afsluttet – fem uger før tid og til en lavere pris end aftalt.
Tømrerfirmaet Kjell Pedersen Entreprise fra Herlev har i partnering med JP Politikens Hus, ingeniørfirmaet Alectia og arkitektfirmaet Claus Bjarrum afsluttet arbejdet med nyt tag og kviste, renovering af balustrader og vinduer samt ny konstruktion til den legendariske lysavis på toppen af Rådhuspladsen.

Projektet er afleveret fem uger før tid og til lavere pris end aftalt, og tømrermester Frederik Pedersen, der er anden generation i det 35 år gamle firma, kan dermed se tilbage på en særdeles proces.

- Vi kender hinanden fra samarbejde om mange tidligere opgaver, og vi fungerer som et fælles team. Derfor er det hele holdets fortjeneste, at vi kunne blive færdige før tid til en lavere pris end fastsat i kontrakten, siger Frederik Pedersen, da han gør status på årsdagen for opstilling af de første stilladser i forbindelse med en omfattende tagrenovering.

Masser af udfordringer
I det forløbne år har kravene til logistik og planlægning været betydelige, og for Frederik Petersen og hans folk har det været noget af en udfordrende oplevelse at arbejde på toppen af bladhuset med udsigt til Rådhuspladsens myldrende liv.

- Ikke alene har det på den snævre byggeplads uden lagerkapacitet været et krav, at alle materialer blev leveret efter just-in-time-princippet og ophejst tidligt om morgenen. Samtidig har sikkerhedskravene både i lyset af terrortrusler og Rådhuspladsens tætte trafik med både bilister, cyklister og fodgængere samt et VM i cykling været betydelige med nato-pigtråd på stilladserne, sikkerhedssluse og adgangskort til alle medarbejdere, fortæller tømrermesteren og fortsætter.

- Derudover fik vi under opstart af tagrenoveringen pludselig ekstra travlt, da sommerens skybrud lagde husets kælderetage under vand, ligesom vi midtvejs i projektet fik overdraget en ganske udfordrende tillægsopgave med at etablere en ny lysavis på en ny stålkonstruktion ved tagkant, så husets kviste kunne lægges fri.

Stor erfaring med restaurering
JP/Politikens Hus har mere end 100 år på bagen, og det er en markant, bevaringsværdig bygning, der med sine mange detaljer står som en stærk eksponent for datidens byggeri.

Som led i opgaven har Kjell Pedersen Entreprise blandt andet restaureret de oprindelige vinduesrammer og genskabt de oprindelige balustrader.

- Det handler om gensidig respekt, tillid og åbenhed på tværs af fagene, ydmyg omhyggelighed og præcision dybt ned i detaljen, samt evnen til at kombinere gamle håndværkstraditioner og ny viden. Det er afgørende nødvendigt, at alle medarbejdere på restaureringsager kan gennemskue de gamle håndværksmæssige løsninger og samlinger, siger Frederik Pedersen.

Kjell Pedersen Entreprise har en lang række restaureringsopgaver på cv’et og har gennem årene blandt andet arbejdet på Amalienborg, Davids Samling, Marmorkirken, Kronborg Slot, De Kgl. Stalde, Christiansborg og Vor Frelser Kirke. Firmaet er netop nu aktuel som vinder af tømrerentreprisen på Dehns Palæ og Chr. IVs Bryghus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094